Friday, March 19, 2010

Godt man ikke kommer i de bedre kredse

Jeg er sådan ser ret vild med Ole Birk Olesens projekt 180.dk.
Det er forfriskende med en avis der klogeligt springer det fordyrende mellemled med en papirversion over og som samtidig har en klar ideologisk profil, som ikke er sådan endnu en afart af Socialdemokratiet.

Det er fint, det er godt og Ole Birk Olesen optræder i diverse medier dygtigt debatterende med en klar dagsorden.

Men derfor skuffer det også en lille smule når man sådan får fornemmelse af at Ole Birk Olesen ikke altid optræder som en rigtig gentleman.
I sagen med Søs Marie Serups (Løkkes tidligere spindoktor) skriverier på Facebook var Ole Birk Olesen en af de "venner" som muligvis var med til at sprede disse voldsomme kontroversielle udtagelser til pressen.

Det var efter mine småborgerlige begreber lige til grænsen af ordenlig adfærd.
Men nuvel, det er en moderne verden. Man må følge med tiden.

Så kommer der en lille klumme i Metroxpress den 17. marts skrevet af den flittige Ole Birk Olesen.

Det handler om en af de nye folketingskandidater for DF, Søren Espersens kone; Yvette Espersen.
Yvette Espersen har åbenbart engang set noget hun troede var en UFO, hun tror på tankeoverførelse og "spis efter din blodtype diæten" noget som Ole Birk Olesen (med rette) gør til genstand til en del hån og latterliggørelse i sin klumme.

Og det er da også helt fint. Der er ikke nogen grund til at gå på listeføder overfor den slags, især ikke hvis den slags overbevisninger fører til politiske forslag.

Så langt så godt.

Men så er det lige at grunden til at Ole Birk Olesen kender til alle disse oplysninger er fordi han engang har været til en fest hos de konservative hvor han var bordherrer med Yvette Espersen.
Jeg ved så ikke om han har taget en båndoptager med til festen og har ladet den løbe for at se om der kunne komme noget frem som han kunne bruge senere, eller om han har taget notater på toilettet.

Ja, jeg syntes ikke at det er gentlemanly behavior, det gør jeg ikke.
Men hvad ved jeg?
Ole Birk Olesen er i radioen, i deadline på DR2, skriver i Metroxpress osv, men jeg har en blog som ingen læser.

Men jeg er nu ret sikker på en ting, jeg bliver ikke inviteret til fest hos de Konservative, men det gør Ole Birk Olesen nu nok heller ikke, mere.

Tuesday, March 16, 2010

Det kunne blive værre

At et politisk parti skulle have en holdning til om der kan sælges tobak i hospitalskiosker var et forbløffende lavpunkt i dansk politisk historie, men blot dagen efter kunne det undergås.

Naturligvis af det kongelige danske socialdemokrati ved små-sags politikeren per excellence Benny Engelbrecht.

Benny Engelbrecht, vil nu bede kulturministeren om at sikre en revision af sms-afstemninger hos danske public service-stationer således at der ikke snydes med stemmerne til X-faktor.

Vi må her være vidne til et historisk lavpunkt i dansk politik. Det kan ikke blive værre.

Trommen er død har hele historien og jeg tilslutter mig til fulde hans kommentarer til sagen.

Sunday, March 14, 2010

Men så kom der en radikal forbi

Ligesom man tror at nu kan det ikke blive mere fjollet, nu kan man da ikke komme længere ned i detaljen, nu har man da nået grænsen for hvad politikere kan beskæftige sig så, ja. så kommer der en radikal forbi.

De radikales Kirsten Lee ( medlem af Region Hovedstaden) har vi ikke hørt så meget til på det sidste, nok ikke med hendes gode vilje, men det betyder jo ikke at hun ikke arbejder utrætteligt på at forbedre folkesundheden, hvad enten folket vil eller ej.

Hendes sidste fortræffelige forslag går i alt sin simpelhed ud på at forbyde salg af tobaksvare i de kiosker der befinder sig på hospitalernes områder.

"Et stort antal hospitaler i hovedstadsområdet sælger cigaretter og i nogle tilfælde også alkohol fra deres kiosker og cafeteriaer." (Berlingske)

Det er ikke noget for Kirsten:

"Det er beskæmmende, at man sælger de stoffer, som er skyld i de komplikationer, som en stor del af vores patienter indlægges med." og
"Det kan ikke nytte, at man kan få den slags på hospitalerne." og!
"Det bør simpelthen ikke sælges de steder, siger Kirsten Lee til berlingske.dk."

og så skulle det ligesom stå klart for enhver at Kirsten Lee ikke mener at der skal sælges tobak på hospitaler i Danmark.

Også spiritus har Kirsten Lees bevågenhed:
"Vi har flere hundrede tusinde alkohol-misbrugere herhjemme, så det dur ikke, at der sælges alkohol på hospitalerne."

Eller nede i Netto, på tanken, eller i kiosken kunne man tilføje.
Det bliver nok det næste.

De radikale kan nu ellers godt lide at have tillid til folk, jeg mindes at de havde noget med en tillidsreform:
"Vi har stor tillid til at skoler, børnehaver, ældrecentre og institutioner har de bedste forudsætninger for at vide, hvordan opgaverne løses bedst. "

Men det gælder så åbenbart ikke når der er noget så vigtigt som muligheden for at bestemme over andre, folkesundheden.

For det viser sig jo naturligvis at der er nogle hospitaler som på helt egen hånd, med deres faglige forudsætninger, har besluttet sig for at forbyde salg af tobak på deres hospitaler.

Og med de radikales naturlige tillid til fagligeheden hos de ansatte medarbejder og ledelse må det vel også forudsættes at på de hospitaler hvor der sælges tobak er den beslutningen blevet truffet efter de bedste faglige kriterier og i forhold til netop de patientgrupper som benyttes deres hospital?

Eller det kan man nok ikke forudsætte, så det må man heller beslutte fra politisk hold.

Der er tit perlegrus på kirkegårde og Kirsten ved du hvad?
For rigtig mange af os er det sådan at vi bliver rigtig triste til mode når vi hører lyden af perlegrus imod nypudset sorte sko.
Jeg mener sådan rigtig kede af det på den ufede måde, som kan fører til depression og nedsat arbejdsevne.

Vil du ikke gøre noget ved det, Kirsten?
Kan vi regne med dig?

Thursday, March 11, 2010

Hvad bliver det næste?

at man ikke må spise knækbrød i ens lejlighed efter kl. 1900, for ikke at støde sarte ører?

Demokratiet har slukket smøgerne på nordens største kollegium, Øresundskollegiet. Med 341 beboere for og 221 imod, er det blevet forbudt at ryge på ens eget værelse
(Berlingske)

Og så på et kollegium af alle steder!

Jeg håber da at de unge mennesker laver noget der er meget mere sundhedsskadelig end at ryge!
Hele tiden!
Dag og nat!

Desværre for beboerdemokratiet kan den slags ikke rigtig lade sig gøre på nuværende tidspunkt.
LLO: Rygeafstemning gælder ikke

Det er sådan noget kedeligt noget med lejekontrakt og anden jura. Men regler er jo til for at ændres, og mon ikke vi indenfor den nærmeste fremtid får nogle regler om at det ikke er tilladt at nyde lovlige rusmidler i egen bolig?

Det er jo trods alt for vores eget bedste.

For dem som ikke rigtig kan forstå hvorfor der skal laves regler om folks adfærd i egen bolig, kan med fordel nyde den indsige den omvendte synder Pernille Rosenkrantz-Theil deler med os på hendes blog.

Pernille var en synder (og vi tænker ikke på hendes medlemskab af Enhedslisten, det kan være slemt nok endda);
"Jeg er vild med slik i spandevis, jeg har røget 30 smøger om dagen, siden jeg var 12 år gammel og jeg slås med mig selv hver morgen for at overtale mig selv til at tage cyklen i stedet for bilen. Jeg fnøs, da rygeloven blev introduceret. Formynderiet og frelstheden får alt til at stritte på mig, som var jeg stadig teenager og mine forældre skulle bestemme hjemkomsttidspunkt".

Uha, men så kom rygeloven og frelste Pernille;
"Når jeg en sjælden gang overvejer at tage en smøg bliver jeg bremset af, at jeg ikke gider skulle udenfor, hver gang jeg skal ryge og jeg mister lysten til at ryge, når jeg ikke kan gøre det på caféen eller over en kop kaffe derhjemme, når veninderne er på besøg. Det hyggelige ved at ryge var jo netop i de situationer, hvor det nu er forbudt. Ergo har jeg ikke længere lyst til at være ryger. Fantastisk!"

Dejligt for Pernille og når Pernille har det så dejligt så skal vi allesammen have det dejligt. Det er jo også det vi dybest set ønsker;
"De fleste af os har brug for fællesskabet for at ændre på vores vaner. Og de fleste af os er kede af, hvis vi vejer for meget eller hvis vi ryger. Det er ikke noget overformynderiet finder på. De fleste mennesker har naturligvis helt af sig selv lyst til at være sunde og raske.

De fleste af os har faktisk brug for, at vi netop i fællesskab får sat nogle rammer op, som gør det let at tage de valg, der holder os raske og rørige i så mange år som muligt. Ellers fortsætter vi bare som hidtil - selvom det gør os syge."

Det er da nok det vi gør.
Ja.

Fantastisk hvordan man kan gå fra at være imod Formynderiet og frelstheden til at være for formynderiet og frelstheden på under 100 linjer.
Dertil kræves et særligt talent, af den slags der gør at man er sikret førsteplads når de varme fiskefileter kommer på bordet, mange år frem i tiden.

p.s.

Hatten af for Karina Willumsen, beboer på kollegiet som har startet en fiktiv beboerafstemning vedrørende et ’forbud mod brug af krydderiet karry på Øresundskollegiet’.
Det er skarpt.

Tuesday, March 2, 2010

Kender de det?

Man sider og hygger sig med en omgang Matador, Huset på Christianshavn, Krøniken og tænker ved sig selv - det kan være meget godt alt det der skuespil, rekvisitter, replikker, men hvor ville vi være hvis der ikke var de fede tidstypiske automobiler til at tilføje den sidste realisme?

Jeg ved at sådan har jeg det selv.
Og så er det jo dejligt at der er et parti som tager mine behov for realisme i mine danske kulturbærende tv-serier alvorligt.

Og det er ikke bare mundsvejr, det bliver taget op på landets højeste niveau.

Jeg præsentere årets foreløbigt bedste beslutningsforslag:

Forslag til folketingsbeslutning om veterankøretøjer Fremsat den 2. marts 2010 af René Christensen (DF) med flere.

Forslaget består af en række forslag til regelændringer der vil gøre det nemmere og billigere at bevare, føre, og erhverve veterankøretøjer b.la. ved at indføre et originalitetsbevis.
Dette originalitetsbevis vil give ejere af veterankøretøjer lempeligere vilkår og b.la. gøre det muligt for dem at "undtages fra forbud mod kørsel i eventuelt kommende miljøzoner i byerne".
I sandhed fremsynet at ville give undtagelser fra regler som endnu ikke er blevet vedtaget.
Og man tænker ikke bare lokalt. Der skal arbejdes for at gøre originalitetsbeviset international.

Forslagsstillerne har i den grad den kulturbevarende i veterankøretøjerne på sinde.
I en skøn, fri, fabulerende, essayistisk form begrunder de deres forslag således:

"Forslagsstillerne er af den opfattelse, at veterankøretøjer – såvel biler som motorcykler – er en væsentlig del af den danske kulturarv."

Naturligvis helt korrekt.

"Veterankøretøjer er med til, at historien huskes, og historiske billeder og filmklip kan ofte tidsbestemmes ud fra veterankøretøjer, der er med på billederne eller i filmklippene.
Det er vigtigt, at veterankøretøjer bevares. I forbindelse med indspilning af historiske film er veterankøretøjer vigtige rekvisitter. Kunne man f.eks. forestille sig film som Matador eller Krøniken uden veterankøretøjer?"

Det kan man vel dårligt forestille sig, nej. Og man kunne tilføre, ville man undvære veterankøretøjer i TV-serier som Matador eller Krøniken?.
Jeg nok at jeg taler for alle når jeg siger; nej, det ville vi ikke.

"Veterankøretøjer optræder i mange andre sammenhænge. F.eks. afholdes der mange motorløb udelukkende med veterankøretøjer, og ved mange bryllupper indgår ofte kørsel af brudeparret i veteranbil."

Bestemt - det tænker man ikke på hver dag, men det er rigtigt.
Og naturligvis skal der tænkes på miljøet, men der er jo også noget som hedder landets mentale miljø.

"Veterankøretøjer er ofte fra en tid, hvor der ikke var så stor fokus på energibesparende motorer, som der er i dag. Under hensyn til den vigtige kulturværdi som veterankøretøjer repræsenterer, er det vigtigt, at kommende miljøzoner ikke udelukker veterankøretøjer fra at køre i bymæssig bebyggelse.

Som tidligere anført kører veterankøretøjer ofte kun et fåtal kilometer årligt, og det vil derfor være synd at udelukke veterankøretøjer fra kørsel i byer med de herlighedsmæssige værdier, der f.eks. er i at benytte et veterankøretøj i forbindelse med bryllup og andre festlige lejligheder eller blot fordi ejeren skal »lufte« veterankøretøjet på en dejlig dansk sommerdag.

Et kørende veterankøretøj i byen vækker ofte opsigt – berettiget – og giver folk og fæ en lille god kulturhistorisk oplevelse med på vejen. Derfor skal veterankøretøjer fortsat være at finde blandt den øvrige kørende trafik i byerne og ikke udelukkes herfra på grund af eventuelt kommende miljøzoner."

En god lille kørende kulturhistorisk oplevelse!
Det skal ikke forhindres af nidkære embedsmænd, regler og eftersyn.
Det er godt for landets mentale sundhed. Hvis man har rødt blod i årene må man, som jeg, støtte dette forslag 100 procent!

Hatten af for DF.
Tit har de et image som nogle der bare vil forbyde og kontrolere.
Her viser de at de kan være positive også, med et forslag som vil komme alle borgere til gode.
Bravo!

Monday, March 1, 2010

Karen Jespersen er Ayatollah Khomeini

Os faste lytter af Religionsrapporten har lagt øre til en del, men nogle gange bliver man alligevel overrasket.
I en del år har det været min lumske mistanke at en del af den borgerlige regering/bevægelse i Danmark har haft en (i nogle tilfælde slet skjult) dagsorden angående religion i det offentliges rum, at det mere har drejet sig om at promovere den lutheranske kristendom på bekostning af vore medborgere med en anden tro, som godt nok også har udspring i Mellemøsten, men ikke er kristendom.
Hvis ellers den skapsindige læser kan fange sådan en fin hentydning, der.
Men sådan er det åbenbart ikke.

I dagens udgave af Kristelig dagblad og i Religionsrapporten 1. marts, hiver Lektor i teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen krabasken frem og pisker vore syndige hoveder, og især (eks minister) Karen Jespersen.

Det vil ikke være faste læser af denne blog ubekendt at der for visse kirkelige kredse går der et spøgelse gennem Europa, sekularisering.
Det er et synspunkt Hans Raun Iversen i den grad deler.

"Men ser man på nyere tid, fører Karen Jespersen en ensretningspolitik, som minder mig mest om den islamiske revolution i Iran. Karen Jespersens mål er, at vi alle sammen skal være lige sekulære, og er der den mindste religiøse vibration, skal den holdes inden borde. Denne sekularisme er ikke en dansk tradition, og den stemmer ikke overens med dansk lovgivning, men den presses mere og mere ned over hovedet på os."

Nu er jeg ikke den store fan af Karen Jespersen, det er jeg ikke, men der må trods alt være en kant. Ayatollah Khomeini indførte som bekendt den islamiske version af fascismen i Iran og Karen Jespersens mange mange fejl ufortalt, så er der et stykke vej til det sekulær fascistiske samfund i Danmark.

Men på hvilken måde er Karen Jespersen Ayatollah Khomeini ifølge Iversen?
"De to ligner hinanden i spørgsmålet: Har vi lov til mangfoldighed? Svaret er nej. Den iranske befolkning kæmper for retten til mangfoldighed. Det er også der, kampen står i Danmark. Og den sekularisme, Karen Jespersen repræsenterer, er næsten lige så religiøs som Irans islamisme."

Vi bemærker det gamle triks fra religiøse side; sekularisme lig med ateisme lig med religion, fordi sådanne mennesker ikke tolke ud fra et religionsfrit standpunkt.

Er der så noget konkret Karen Jespersen har gjort?
"Tag for eksempel hendes modstand mod kvindemøder blandt muslimske kvinder. Lige så tåbeligt det ville være at påbyde alle muslimske kvinder at gå til kvindemøder, lige så tåbeligt er det af hende at skræppe op om, at det er udansk og forkert. Vel er det ej udansk. Kvinderne gik også til kvindemøder i Danmark i 1970'erne"

Det er jo dejligt at 1970'erne sådan bliver gjort til det danske, så kan jeg også være med med min opvækst. Det er så dansk og rigtigt i forhold til udansk og forkert.
Som jeg husker det var kritikken af de møder fra politisk hold båret af en bekymring, forargelse over at det var skolen som stod som officiel tilrettelægger af et møde hvor man udelukkede en af forældrene.
Det er efter min mening en både rimeligt og fornuftig kritik, især da indehavere af forældremyndigheden skal indkaldes til møder med skolen. I den optik er der ikke noget at komme efter.
Som jeg har forstået det så holdes møderne i et andet (offentligt) regi, hvorfor man blot må have den holdning at det er en uskik at kønsadskille indenfor det offentlige, når der ikke er en saglig grund.
Og nej, et møde om mobning i skolen er ikke en saglig grund, efter min mening.

Og så er det jo rigtig nok at kvinder holde møder i 1970'erne uden mænd, men det er nok svært for mennesker der i den grad er sovset ind i socialdemokratisk velfærdsstat at fatte, de møder var i privat regi.

Det er så svært at forstå for antisekularismefløjen at forstå at nogle aktiviteter altså kan holdes i privat regi, at hvis man ønsker at opretholde alle mulige traditioner så kan man gøre det helt selv.
Den mulighed findes også for de religiøse.

For Karen Jespersen (og de borgerlige) er ikke Ayatollah Khomeini. I bliver ikke tvunget til at opretholde en bestemt livsstil.
I kan gøre hvad i vil, for jer selv.

Men det er ikke godt nok for jer. I vil have staten til at understøtte det religiøse endnu mere.
I vil have reklame for minikonfirmander i skolen, hjælp til få de rigtige konfirmander til at komme til jeres "undervisning", og nu også Midikonfirmander. Den ide skal sikkert også promoveres gennem folkeskolen.

Der er plads til mangfoldighed. Hvis der er noget man er utilfreds med kan man oprette en friskole og lave alt de religiøs spas man kan finde på.
Jeg er overbevist om at samfundet står sig bedst ved at det offentliges rum bliver sekulær, heriblandt folkeskolen.
Hensynet til religiøse fridage osv kan virkeligt ikke være noget problem. Vi er for længst nået til den fine ordning at forældrene ret suverænt bestemmer om deres børn skal i skole eller på skiferie.
Man kan jo bare tage ungerne ud når Baal har fødselsdag.