Folkeligt?

Jeg holder med Herfølge boldklub.

Som så meget andet kan det ikke forklares. Min tilknytning til egnen er af nyere dato, og jeg befinder mig (uden at prale) uddannelsesmæssigt og socialt i det lag som fint kunne holde med FCK eller i det mindste Brøndby.

Det gør jeg så ikke, og da jeg alligevel var i området faldt jeg søndag ind på det altid solbeskinnet stadion (en velkendt kliché på egnen, som denne gang viste sig at være korrekt) på Vordingborgvej for at følge lokalopgøret mod Køge.

Herfølge boldklub og Køges ditto bevæger sig om hinanden som to poler som deles frastøder og dels tiltrækker hinanden. Utallige gange har den lokale presse skrevet på forsiden at nu kom sammenlægningen, blot for, et par dage senere at måtte meddele at nu kom den fusion så ikke pga. træskhed hos den ene eller den anden bestyrelse/træner/fanklub/aktionær/bagstræberisk røvhuler og bønderøve.

Der er altså en del historie mellem de to klubber, sådan bestående af klassiske modsætningsforhold som: fin/folkelig, gammel/opkomling, osv osv - som man kender den slags.

For tiden har Herfølge boldklub the upper hand, da Køge vel nærmest er gået i betalingsstansning og kun må stille med amatørspillere. Herfølge boldklub stiller med halvprofessionelle og et anderledes robust økonomisk bagland (som så bla. består i Roskilde bank, som vi vist alle ved ikke går lige så godt for tiden).

Lad det være sagt med samme at det frydefulde skete - Køge blev sendt hjem med en ordenlig een på singadusen og alt var såre godt.

Solen skinnede, og her var vi - det store danske fællesskab, unge, gamle, børn, slanke, fede, pæne og grimme.










Og ude på banen var vores hold, mænd fra Kenya, Brasilien, Sverige, nede fra Brugsen osv. - træneren er litauisk. Alt var såre godt, pølsen var branket på den rigtige måde.

Spørgsmålet trængte sig på.
Er dette folkeligt, er dette Søren Kraups drømmeland thi her var danskeren i "en historisk skabt sammenhæng, beboet af et folk", her var folket på sit land, eller er det SFs folkelighed, thi her var de store og de små, de brune (dog ikke overstigende 30%) og de hvide i fredelig samhvem?

Eller var det liberalistens drømmeland, en privat virksomhed mod en anden privat virksomhed, frie aktøre fra alverdens lande, kun bedømt på et kriterum - deres faglige kundskaber - underholdning frivilligt valgt til, og ikke kunsigt støttet?

Hvordan skal det opfattet?
Hvilken mening udover den banale sportskamp, kan man danne ud fra dette fænomen?

Det var under alle omstændigheder Emmanuel Ake Richard Muttendango Akes dag (to mål og et oplæg) - han var jo tidligere kendt under navnet Ali Akida hvor han havde snydt sig til Danmark på nogle falske papir. Så skulle man ellers tro at det bare var farvel igen, men han blev skam tilgivet og tjener stadig til udkommet på fodbolden.

Så måske mit spørgsmål blev besvaret lige her - det var liberalisterens drømmeland jeg var kommet til.
Det er nogle beskedne lokaliteter det holder til i på Vordingborgvej 124, men store drømme kan også drømmes på ydmyge steder.

Hvorfor?

En tribute til min mormor!

Min nu afdøde mormor havde mange meninger. Faktisk så mange at det var svært for os andre at have nogle.

Hun var nemlig ikke nærig med at forklare hendes omgangskreds hendes syn på verdens tilstand. Den var, som det måske kan gættes, ikke udpræget positiv.

Der var generelt for mange fremmedarbejdere (hun brugte nogle andre ord som eventuelle læsere sikkert selv kan gætte), for meget EU, for meget kontrol, for meget negermusik i radioen, for lidt folkepension og alt, alt for lidt Preben Møller Hansen.

Hun var en af Fælles kurs meget trofaste støtter og man kunne være sikker på at hun stod klar når valgstedet åbnede (mit forsamlingshus) for at være en af de første til at kaste sin stemme på Preben, som for hende var den eneste kandidat det parti stillede op. Måske også en korrekt analyse, alt andet lige.

Før Preben var hendes politiske ledestjerne, ja, Stauning, men ellers naturligvis Mogens Glistrup, der i den grad havde fat i den lange ende angående Muhammedanere, skattetryk, EF og bare i det hele taget.
Hun var for også en varm tilhænger af Trivselspartiet, som desværre ikke holdt så længe. Hun døde desværre før at DF rigtig fik den afgørende plads i dansk politik. Det ville hun ellers have elsket.

Hendes ynglingslekture var ekstrabladet (og i særlig grad læserbrevene, som i den tid var indtalt på bånd - man ville faktisk gerne have hørt de breve som ikke blev optaget), Notat og Hjemmet.

Hun levede af surbrød med kommen, smør og kaffe fra Madam blå.

Af luksus tillod hun sig at ryge en hulens masse hjemmerullede cigaretter, samt spisningen af slik fra den anden store beskæftigelse hun havde; spritture til Tyskland.

I min barndom var det en yndet beskæftigelse for pensionister (alders- og før), bistandsmodtagere, arbejdsløse oa. at stå op kl. usandsynligt tidligt om morgen for at sætte sig i en bus, betale en tier og blive transporteret langsomt gennem landet for til sidst at nå til Gedser eller noget andet i den stil, og der nå rejsens clue, færgen - og muligheden for at indkøbe finskåret tobak, madeira, tyrkisk peber, pæresnaps og at indtage to ostemader på dækket.

Dernæst til Tyskland (uden at gå i land) færgen vender om, tilbage i bussen, vise pas ved grænsen (det var de tider), et nervepirrende øjeblik mens det bliver besluttet om der skal kontrolleres for kontrabande og en endeløs tur den modsatte vej, i let løftet stemningsleje pga. indtagelse af et par dåseøl.

Min far hentede altid hende ved bussen når telefonen ringede med den lakoniske besked "ingen toldere - kun os farisærer".

Endnu engang var systemet snydt, endnu engang var man gået igennem, endnu engang havde man fået sit rimelige krav på billig tobak opfyldt.

Jeg ved slet ikke om det er muligt at tage på sådanne ture mere, eller om det kan betale sig?

En anden livsnødvendighed var protesten, retten til at ytre sig (der er ikke nogen tvivl om hvor min mormor ville have stået i Muhammad-tegningskrisen - og det var ikke ved siden af Rune E. Larsen!), som hos min mormor gav sig udslag i læserbreve til EF-modstanderbladet Notat.

Disse læserbreve, trykt i den avisligende format Notat havde på det tidspunkt, bar altid foroven sentensen (Forkortet af red.), og dette er naturligvis titlen på den blog, der som alle andre blogs (ingen nævnte, ingen glemt) vil bestå af et langt læserbrev i et utroligt perifært tidsskrift, uden at nogen redaktion nådigt har forkortet det, skåret det ned til sin rette størrelse.
Velkommen!