Tuesday, April 21, 2009

Kristdenmokraterne værner om de sande værdier

Må vi være fri for bare numser?

sådan spørge Kristendemokraternes nudismeordfører politisk næstformand Stig Grenov på partiets hjemmeside og åbner dermed endnu en flanke i krigen mod kulturrelativsmen, som ellers har været lukket de sidste 40 år.
Der er nemlig faldet en dom, som giver badende ret til at bade nøgen på danske strande.

Da selv de mest hellige er i besiddelse af en numse og den fra tid til anden simpelhen må være bar, er der naturligvis tale om de andres bare numser, Kristendemokraterne vil være fri for.
Som de så rammende skriver:

"For de borgere der finder nudismen anstødelig er der tale om udelukkelse og forvisning fra samtlige strande. Herudover er det nu heller ikke længere muligt med loven i hånd, at beskytte sig mod voksne med uterlige seksuelle tendenser, der ønsker at lege ekshibitionister på stranden foran øjnene på ens børn."

Nej, da - det vil man godt nok gerne slippe for.

De forsætter:
"Kristendemokraterne vil forbyde nøgenbadning på offentlig strand. Vi er hverken bornerte eller seksualforskrækkede, men vi vil kæmpe for den enkeltes ret til at færdes i det offentlige rum, uden at blive generet af synet af den menneskelige organismes ædlere dele."

Jeg kan desværre ikke følge Kristendemokraterne i det synspunkt, men man skal jo også en gang imellem komme ens politiske modstandere i møde og derfor vil jeg gerne love, både Kristendemokraterne og blogens trofaste læsere, at de vil ikke opleve at blive generet af synet af den mine ædlere dele, hvis de skulle møde op på de danske strande i denne sommer.

Og det er et løfte!

Sunday, April 19, 2009

Fordi mennesker kommer hinanden ved!

Fordi mennesker kommer hinanden ved!

I sandhed ildevarselende ord, især når man opdager at de kommer direkte fra en af ledelsesmarkdets nyeste opfindelser inderfor den vildtvoksende HR sektor, Virksomhedspræsterne.

Hvis man har det uheld at være i en arbejdssituation hvor det ikke er noget bagdel at gå i skjorte og slips, læse Børsen, holde med FCK, tage til Sydfrankrig i ferien med bærbar og PGA, så kender man til at skulle kæmpe frem til fadet med fiskefile i kantinen gennem horder af HR-medarbejdere, -konsulenter, -ledere som med ivrige søgende øjne forsøger at få kontakt med et offer, de kan tale dybt og inderligt med, om deres arbejde, liv, fedme, rygning, børn, medarbejderudviklingssamtale og alt muligt andet, man som medarbejder ikke gider at beskæftige sig med i ens pause (og i øvrigt sådan set heller ikke i ens arbejdstid), men som ikke er til at få rystet af sig.

Ja, så er man advaret.
Der er en ny variant på banen - Virksomhedspræsterne!

Og som alle opmærksomsøgende individer her i verden (deres redaktør undtaget - der skrives kun i sandhedens tjenste!) har sådanne præster (Lise Trap og Lene Munch) da deres egen blog; Virksomhedspræsterne blogger

Fra deres sidste indlæg "Et sjæle-tjek!" kommer udtrykket "Fordi mennesker kommer hinanden ved!".
Dette udsagn kan i den særlige HR-præstelig variant åbenbart benyttes til at lade virksomheden tilbyde den sidste brik i den totale kontrol over medarbejderens tilværelse, for at medarbejderen udvikle sig til et fuldt og helt menneske.

For som de skriver:
"Det er jo fint, at en virksomhedsleder bekymrer sig over, at hans eller hendes medarbejdere er for fede, men det ville jo være måske endnu bedre, hvis han eller hun også bekymrede sig om, om medarbejderne kunne se en mening med deres liv!"

Så er der naturligvis nogle (filistre uden tvivl) som spørger, hvad skal det til for?, når de kække virksomhedspræster kommer på virksomhedsbesøg og der giver den hellige almindelige kirke naturligvis svar.

"Præcis det samme kan man sige om at spise fedtfattigt og motionere - hvad kommer det arbejdet ved? Det kommer selvfølgelig arbejdet ved - fordi mennesker kommer hinanden ved! Men mennesker er mere end vægt og BMI og kondital. Mennesket er krop og sjæl! Det må til at gå op for os!"

Så hvis du står i kantinen og tænker på at tage et stykke med sild og ellers har fået området afsikret for HR det ene og det andet, og du ser et kvindemenneske med let fugtige hænder der gnider sig nervøst imod hinanden, et alt for venligt smil og med kanten af en bibel stikkende ud af håndtasker nærme sig, så smid alt hvad du har i hænderen og

LØB FOR LIVET!

Monday, April 13, 2009

Selvgodhedens diciple

Her i denne påsketid er det dejligt at der er så mange velmenende mennesker som tænker på ens ve og vel.

Las os starte med at sige tak til Danmarks radio for dens mange transmissioner af gudstjenester her i højtiden, både på tv men især på Danmarks teolog kanal, P1.
Det har jeg været glad for.
Det har jeg savnet.

Også tak til teolog SØRINE GOTFREDSEN, denne dronning af tænkning, argumentationens kejserinde, ayatollahen af den skarpsleben replik, som tager sig tid og ulejlighed (i kronikken Berlingske tidende 11. april) at forklare hvorfor vi har brug for en folkekirke og hvorfor alle der er kritiske overfor selvsamme er en flok uvidende mennesker.

"Et stort problem i den sammenhæng [en holdning om at adskille stat og kirke] er, at flere ikke-religiøse udtaler sig med så lille viden, at de i deres snublen hen over begreberne skaber nogle uheldige vrangforestillinger"

"Et lignende tomrum kom til syne, da politiker Simon Emil Ammitzbøll i denne avis fik demonstreret, at han ikke kender ordlyden af Fadervor. Dette er selvsagt ikke i sig selv grund til at klandre et menneske, men når man i sit nystiftede parti har systematisk udryddelse af kristendom på programmet og i øvrigt ønsker præster ekskluderet fra Etisk Råd, ville det pynte på troværdigheden med et minimum af kendskab til den religion, man vil befri folket fra."

Det er jo klart at hvis man ikke engang kan sit fadervor, så skal man bare stikke piben ind angående folkekirkens forhold til staten.
Fuldstændig korrekt argumentet, og det er var der mange som kunne lære noget af. Alt for mange mennesker udtaler sig om ting, de ikke har noget detaljekendskab til.

Men den delikate Sørine stopper ikke her. Hun er ikke kun negativ. Hun kommer med et positive alternativt til de mennesker som ønsker at adskille kirke og stat "de organiserede ateistiske og humanistiske stormløb" som hun så rammende beskriver dem/os.

"Det sker, at folk lidt forhastet erklærer sig som ateister, fordi de har det svært med ritualer og faste bekendelser, men så snart man spørger til den enkeltes tanker om livet og døden og glæden og sorgen, dukker der ofte andet og mere op."

Så fik vi sørme (ho, ho) dem, gjorde vi.
Vi er virkeligheden troende, men i vores stædighed vil vi ikke være det.

I overlegen stil slutter hun kronikken:

"Så dybt faktisk, at hvis de [religionskritikere]i virkeligheden rummer en åbning for troen på Gud, vil der sandsynligvis endnu gå en rum tid, før de selv opdager det. "

Jeg kan kun sige armen og opfordre alle til at gå hen i kirken. Det kan godt være at den lokale præst ikke er så dyb som Sørine (også en næsten umulig opgave) men hvis man er heldig er lidt af magien smittet af.

Få dybde i tilværelsen!


(selv vampyrens konge må bøje sig for korset)

Wednesday, April 8, 2009

For meget af en god ting

I modsætning til de fleste snusfornuftige, lutheraner her til lands er jeg af den opfattelse at man stort set ikke kan få nok af en god ting.
Jovist, det sker at man må udsætte nydelsen for rigtigt at værdsætte den gode ting. Et oplagt eksempel herpå er kiksekage hvor jeg personligt gerne vil strække nydelsen over et par dage.

Populistisk politik er ikke noget jeg har nogle problemer med. At der er politiker som bærer og (for nu at bruge et ynglingshadeord) italesætter holdninger og opfattelser som giver genlyd i den brede befolkning, er et helt nødvendig element for demokratiet.

Men jeg syntes nok at man som mindstemål kunne forlange et vis niveau på sin populisme. At det ligesom handlede om noget af en vis betydning.

Sædvandigvis er det sådan i danske politik at DF er de uofficielle mestre i at forsøge at udnytte eller selv rejse en folkelig forargelse til at skaffe sig selv indflydelse. DF kan med usvigelig sikkerhed læse EkstraBladet eller BT og fremdrage de elementer som vil blive diskuteret "hen over kakelborderne" som det frokostavislæsende segment småhånligt bliver betegnet af intelligentsiaen.

Men der skal være slut nu!
Som det vil være den politisk interesseret bekendt så er der en ny frisk bande af folkesocialister på kajen og en af dem som giver den allermest gas på Puch Monzaen er Pernille Vigsø Bagge.

Hun har fået øje på en overskrift i EkstreBladet med nogle hætteklædte unge mennesker med colt 45 i hånden og et vanvittigt blik.
10.000 unge bliver undervist i skydning i skolen!

Uha, uha - der er noget vi ikke kan lide - det må der sættes en stopper for.

På hendes blog uddyber hun hendes synspunkter:

"Jeg hader skydevåben, og anser dem for at være et nødvendigt onde til brug for politi og soldater på opgave. Selv jagt har jeg svært ved at forstå – hvorfor skal den gode naturoplevelse krydres med hagl og patroner?[]Problemet er, at skydevåben er konstrueret til at såre og dræbe. Uanset om vi kan lide det eller ej, er det deres primære funktion.
Derfor er jeg mildest talt heller ikke voldsomt begejstret for, at skydning er en disciplin der tilbydes ca. 10.000 skoleelever i de danske folkeskoler, som en del af idrætsundervisningen. Jeg mener ikke at danskere i almindelighed har brug for at kunne håndtere skydevåben. Jeg mener ikke vi skal fremme brugen af skydevåben, og skal skydeklubberne rekruttere medlemmer skal det efter min mening ske udenfor skoletiden."

Det er da helt korrekt at det er betænkeligt at idrætsklub hverver medlemmer med folkeskolens hjælp. Blot skal man betænke at langt de fleste idrætsklubber er ideelle foreninger. Der skal ikke skabes en profit.
Desuden må man vel antage at skydning ikke er den eneste idrætsgren de unge mennesker bliver præsenteret for.

Men man må spørge sig selv om hvor den fra SFs side højt besunget frihed i folkeskolen bliver af?
Er det rent faktisk SFs opfattelse at folketingsmedlemmer skal blande sig i hvilken idrætsgrene der skal undervises i?

Hvis ja, og det er vel svært at opfatte på nogen anden måde når SFs folkeskoleordfører udtaler sig skriftligt på SFs egen hjemmeside, så kunne det være interessant at vide hvor langt ned i planlægningen af undervisningen SFs syntes de skal have hands on?

Man kan i hver fald bemærke sig at SF ikke syntes at de skal blande sig i om der skal foregå forkyndelse i form af morgenbøn i folkeskolen, at de ikke har nogle bemærkninger til at den danske folkekirke fisker medlemmer blandt de yngste elever til deres indoktrineringsprogram "minikonfirmander" osv.

Ja, i princippet går SF ind for adskillelse af kirke og stat - et ærværdig synspunkt - i praksis er det ikke rigtigt noget man rigtig debattere.
SFs kirkeordfører (det er også Pernille Vigsø Bagge) har ikke skrevet en lyd om kirken på hendes blog i hverken 2008 eller 2009.

Man går og sparker til de nemme bolde i SF for tiden. Det er også i orden. Men måske man skule forsøge at have bare en lille smule anderledes politik på programmet.

Wednesday, April 1, 2009

Herre Jemini

Selv om det er 1. april er det ganske vist...
"Fem supermarkeds- og tankstationkæder har besluttet at fjerne vandpibetobak fra hylderne" skriver Kræftens bekæmpelse glad og fro på deres hjemmeside.

Jeg har tidligere skrevet om ungdommens uskyldige glæder (i posten Snart går de vel også med snabelsko), som skal bekæmpes med alle til rådighed stående midler for at forhindre dem i at glide ud i et misbrug af "rigtig" røgtobak.

Og det er jo pænt af Coop, SuperBest, KIWI Minipris, Rema 1000 og Statoil at indgå en frivillig aftale om ikke at fører det grimme sliktobak på deres hylder.

Sidst jeg behandlede emnet skrev jeg at
"
Alt dette postyr bygger på en enkelt kilde - Statens Institut for Folkesundhed - som b.la. "forske i den danske befolknings sundhed og sygelighed og i sundhedsvæsenets funktion med særlig vægt på anvendelsesorienteret forskning".
Og er det nu så alvorligt?
"Unge ryger typisk vandpibe nogle få gange f.eks. til fester eller sammen med venner. Derfor er det typiske vandpibeforbrug også væsentligt mindre, end hvad man generelt ser blandt unge cigaretrygere. "

Det er stadig rigtigt. Der er ikke kommet nogen ny undersøgelse af emnet, der er ikke fremkommet nogen ny viden.

Men nu skal jeg hjælpe Kræftens bekæmpelse, Coop, SuperBest, KIWI Minipris, Rema 1000 og Statoil med noget rigtig viden.

Helt almindelig tobaksrygning er smadrefarlig, folk dør af tobaksrygning, folk får alle mulige former for sygdomme af tobaksrygning, det er bare rigtig farligt med det rygning, kære venner.

Og ved i hvad?

Hvis i sådan rigtig for alvor bekymrede jer om befolkningens sundhedstilstand så holdter i op med at føre de rigtig grimme tobaksvare, som opfordre til ensom nydelse mange gang på en dag for brugerne.

Så kunne i måske føre nogle tobaksvare som opfordre til begrænset, socialt nydelse i stedet for, f.eks. tobak til vandpibe.

Monday, March 30, 2009

Frihed til kommunerne?

Karen Jespersen har besluttet at nu skal det være nat med "tvungen nattevask af ældre og demente på landets plejehjem".

Det er jo sikkert en god ide som sådan, men hov hvad blev der af det kommunale selvstyre, hvad blev der af tilliden til at de offentlige ansatte selv kan tilrettelægge deres arbejdsgang?

Så er det op på barrikaderne, Margrethe Vestager, Mette Frederiksen, Villy Søvndal og andre krigere for tillid til medarbejderne i den offentlige sektor.

Jeg ser frem til lange velgennemtænkte indlæg angående retten til selv at bestemme om der skal være tvungen nattevask af ældre og demente på landets plejehjem.

Nå, nej sådan bliver det så nok ikke.

"»I mine øjne er det altså ikke omsorgsfuldt at vække ældre mennesker om natten for at give dem tøj på. det kan man gøre, når de er vågnet af sig selv om morgenen«, siger socialordfører Mette Frederiksen (S)."

Ja, frihed til at tilrettelægge arbejdet på sådan en måde at det ikke strider imod hvad socialdemokratiet med venner syntes er etisk og lækkert.
Det er alligevel også sjov at sagerne stammer fra Aarhus og Københavns kommune, men Mette Frederiksen har nok ikke Ritts eller Wammen telefonnummer, så hun er nødt til at henvende sig til dem via de offentlige medier.
Det må være forklaringen.

Så kender man sine politikere igen.

Friday, March 27, 2009

Latrinært sprog i den Danske Statsradiofoni!

Man havde det nok på fornemmelsen.

Disse gøglere, sangere, såkaldte "kunstnere" og andre charlataner som tjener befolkningens fordummelse ved disse "shows" (i den bedste sendetid og for licenspenge) ala X-faktor og andet, benytter sig af et vulgært bodegasprog som består af "regulære bandeord, latrinære udtryk og seksuelle udtryk".

Det er de brave mennesker i KLF, kirke og medier som har undersøgt tre omgange af det vulgærepopulære show X-faktor med fokus på dommerne "Remee har brugt 9 kraftudtryk og Lina 10 af slagsen i de tre udsendelser den 27. februar, den 6. marts og den 13. marts. Blachman er helt oppe og ringe på 34 kraftudtryk."

Men, nå ja kunne man sige - det kan vel ikke være så galt.
Skal der ikke være plads til de frie fugle, landevejens farende svende, de skæve eksistenser, det alternative?

Men det smitter, gør det.

"Hvis der er et voldsomt sprog, så breder det sig – social smitte – så det fører til voldsom og grænseoverskridende adfærd. Man ”bliver lidt snavset af det” - udtaler tidligere forman for Børns Vilkår, John Aasted Halse.

"Min egentlige bekymring går på, at vi i sproget stempler mennesker. At stemple er at placere mennesker i en social kategori, så bliver det til xenofobi, had mod mennesker. Det er filosofisk forurening" siger tidligere formand for Børnerådet, professor dr. phil. i psykologi, Per Schultz Jørgensen.

Men er det nu ikke bare snak fra mørkemænd, som ser en glidebande på vej imod afgrund for den vestlige civilisationen i noget ganske uskyldigt?

Nej, mine herre!
Situationen er næsten så alvorlig som tænkes kan.

Forureningen har bredt sig til de uskyldige - allerede nu er en ung mands sjælliv i fare, hans ånd besmittet med det vulgære!

"De er sgu pissedygtige alle sammen!" Det sagde en lettet Mohamed, efter at han og Lucas var kommet farezonen og Lucas blev dømt ude af X Factor den 13. marts.

Behøves jeg at skrive mere?

Alle vi anstændige mennesker må stå sammen nu. Dette går ud over race, tro, politisk overbevisning og etnisk baggrund.

Det må stanses!