I fri dressur

Det er jo ikke så tit man bare kommer ud på de vilde våger, men også i år har jeg fået tid til komme til det semilokale Vig marked 

Bemærk den utrolig oprindelige hjemmeside, der ser ud som om den er oprettet i wordperfect 5.1 - de husker sikkert den blå skærm og de hvide bogstaver.
Gode tider, bestemt.

Som altid er fem et sæt.

Alt taget med vor trofaste japanske ven; Yashica ML 35mm 2.8.
F8 og vær der, som de siger.

Endnu engang er tre et sæt

Københavns hovedbane.
Goddag, farvel og alt indimellem.

Rigtig arbejde

Jeg er den første akademiker i min familie - og meget af en akademiker er en bibliotekar jo ikke - men trods alt.
Men hver gang jeg ser noget som dette her, må jeg erkende at det er RIGTIG arbejde lavet af folk der ARBEJDER og ikke bare feder rundt med en mus og en kop kaffe.
Så dette er en hyldest, en tribut til folk der laver noget ordenligt arbejde.
Tak for det - må jeg sige - gutter?
Jeg er glad for det, jeg værdsætter det.

Melankoli og Michael Kartofler

Det er 100 år siden jeg sidst hørte Mark Knopfler - eller Michael Kartofler som vi så morsomt kaldte ham i mine unge dage.

Men forleden var jeg ned og udvide horisonten på det lokale folkebibliotek og faldt over hans seneste udgivelse - Privateering.

Mark Knopfler har efter min beskedne mening haft det problem at han er næsten for dygtig - det kan næsten blive for perfekt, så det bliver ferskt og lidt småkedeligt.
Lidt ligesom jeg også syntes at Bryan Ferry også tit lige bliver lidt smålumsk kedelig.

Men på seneste udgivelse lykkes det ham at holde sig nogenlunde indenfor stregerne - bevares, der er lidt meget irsk folkemusik fra tid til anden, men vi klare jo også at Bowie spiller lidt sax og Dylan tager et par greb på guitaren.

Det nummer jeg holder mest af på pladen er dette:



Vi er i det melankoliske hjørne, men det er nu der manden gør sig bedst.
Vi forventer jo heller ikke at kunne købe forårsruller hos bageren.
Forøvrigt et fantastisk cover.
   

Ikke et indlæg uden et eget produceret foto som passer til dagens indlæg.

Det er ikke fordi jeg har noget imod

solnedgange, roser, heste i gyldent lys, blomster osv, men jeg bliver draget af hverdagens mere trivielle efterladenskaber og objekter.
Vore tysk/japanske (og ikke et ord om aksemagterne) ven Carl Zeiss Planar 1.7 50mm igen.

Fire billeder - det er da virkelig ikke fång schwææj (feng shui for alle jer der ikke læser lydsprog), så vi napper et ekstra og denne gang et naturbillede, bare fordi at det også kan være kønt - vore ven fra USSR oh den kolde krigs tid -  Helios-44M 58mm F2 og ikke et ord om Ukraine.

Hep - Hep

På tur igen

Med vor ven Carl Zeiss Planar 1.7 50mm. F 5.6 - Iso 100
Nænsomt masserede i Capture one.

Jo ikke et billede der vil forandre fotokunsten som vi kender den.
Men bemærk at der ikke er et eneste flair nogle steder, ikke en eneste lille lilla, orange, rød sekskantet plet nogle steder og der er ej heller noget mærkelig farvet aura rundt om figurerne eller søjlen.
Det er ellers typisk noget man ser når man skyder imod en meget kraftig lysende baggrund.
Man kan få en helt varm førelse indeni over den slags god klassisk japansk kvalitet. 

Så kan man heldigvis komme lidt ned på jorden igen når man kommer i tanke om hvor man bor.

Ja, der er mange festlige måder at bruge en spraydåse på at forskønne det offentlige rum, også for lokalpatrioter.
Det her er så ikke en af dem.

To all you gender outlaws out there - til næste gang

På tur i Audien

aka Carl Zeiss Planar 1.7 50mm C/Y T*.
Denne gang i mere, men meget kedeligt lys.

Øvelsen var til dels at se hvordan objektivet klaret ærterne på de lidt længere distancer.
Lad mig afsløre at det også gik rigtig fornuftigt. Her er vi på F8 og alt i orden.
Ikke verdens mest inspirerende foto.
Alle billederne er blevet strammet lidt op i Elements. ca. 2 minutter til hvert enkelt billede. Jeg har arbejdet med de JPG filer der kom fra kameraret.

Igen F8 - heller ikke en prisvinder.
50mm på et Sony Nex er ikke specielt hvad man vil kalde vidvinkel, så man skal lidt tilbage for at fange større udsnit.

100% udsnit. Skuden hedder Amanda. Det er ok - der er alligevel en del vej derover.

100% udsnit. Det giver ikke meget mening at tage et udsnit af nogle af hjørnerne, men her er vi noget ude til siden og det er også ok. Man kan da se at det er måger, og var man kender kunne man også artsbestemme dem. Måske.
Hvad ved jeg - jeg er ikke ornitolog.
Nok udsnit - det er kedeligt, selv for en nørd.

 Flere måger - så vidt jeg husker på F4.

Nærstudie - F2.8 eller noget i den retning. 50mm er noget kort til dyrestudier, men man skal jo nærmest trække blankt for at skræmme måger væk.

 Urbane studier - hvis man kan bruge så fint et udtryk om Holbæk.

Folkekirken påkørt, men desværre ikke lagt ned.

Hvis man skal tale om en lille svaghed er det at objektivet kun kan fokusere ned til 0,6m. Det er ikke svært at finde objektiver på samme længde der går ned til 0,45m.
 
Samlet - ok på de længere distancer, bedst fra en meter til tre efter min opfattelse.

Klassisk reportage længde kan man sige.
Det skuffer stadig ikke. 50mm er en noget bøvlet længde, men det hjælper med også til at man må anstrenge sig for at få nogle bedre billeder i kassen.

To all you gender outlaws out there - til næste gang