Man burde jo

skrive et eller andet skarpt og begavet om den evige trang fra danske politiker og menningsmagers side til at regulere alt ned i mindste detalje, kun vejledt af deres egen mavefornemmelse.
Det bliver desværre nok en gang det samme kedelige skoleridt baseret på statistikker og troen på at de fleste mennesker selv kan tænke en lille smule.

Tag nu Politikens lederskribent, der endnu engang trække den gamle fedmehest af stalden og runde i manegen for at samle ind til endnu en gang højere afgifter på slik.

"På trods af at danskerne skovler slik i sig – hver dansker indtager hvert år 16,4 kilo slik, og tre ud af fire børn spiser mere slik, end myndighederne anbefaler – vil fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) end ikke indlade sig på en diskussion om at regulere salget, f.eks. i form af klækkelige afgiftsforhøjelser."

"Alle analyser viser ellers, at det netop er disse mere ’håndfaste’ midler, der skal til, hvis man vil usunde vaner til livs – og fremme folkesundheden."

Men er det nu rigtigt?

For det første virker det som om fedmeepidemien i Danmark er, om ikke på retur, så hver fald stagneret, blandt unge mennesker. Politiken har selv skrevet om det forhold, som beskrevet her.
For det andet er forbruget af slik faldet med 1,2 kg per dansker, således at hver danske nu spiser 16, 4 kg slik om året.
Det er naturligvis også en post, men dog også et mærkbart fald, især da vi har haft et gevaldigt økonomisk opsving inderfor de sidste år hvor store dele af befolkningen har haft økonomisk mulighed for at slæbe store kasser med slik hjem.
I den periode er forbruget faldet.

Så er der spørgsmålet om højere afgifter har nogen adfærdsmæssig betydning.
Det er naturligvis klart at hvis en pose matadormiks kommer op og koste 150 kr. vil det have en vis betydning, men spiller afgiftshøjden nogen rolle hvis det bliver holdt på et mere moderat niveau.
Ikke altid.
Priserne på tobaksvare er blevet nedsat af den nuværende regering. Det har ikke ført til et øget forbrug af tobak. Faktisk er antallet af rygere vel det laveste i mange mange år.
Forbruget af alkohol er faldet på trods af meget store nedsættelse af afgifterne.
Forbruget af slik er blevet mindre, på trods af en velstandstigning.

Der er altså faktisk tegn på at befolkningen faktisk er i stand til at lytte, lære, vurdere og på egen hånd tage nogle beslutninger angående deres egen sundhed.
De er måske ikke så vidtgående som man ønsker sig, det går måske ikke så hurtigt, men borgerne ændre faktisk adfærd også uden småbarnlige politiske økonomiske incitamenter.

"At indføre højere afgifter, er – bogstaveligt talt – som at tage slik fra børn."
som Politiken så retorisk skarpt skriver til sidst i deres leder.
Man kunne jo også antage at hvis man behandler befolkningen som børn, risikere man også at de opfører sig sådan.