Der har været en rimelig mængde af Kathrine Lilleør kritik her på bloggen.
Den har været fair og rimeligt, skønt nok også underdoseret.
Men ret skal være ret.
Kathrine Lilleør har en kant og den har Lars Hedegaard fra Trykkefrihedselskabet bevæget sig på mange gang, for nu at tage det store spring helt ned i afgrunden, hvor monstrene kikker tilbage.
Ja, jo - der er trukket i land, der er blevet præsideret, der er blevet nuanceret, men man kommer ikke uden om at det virker som om Hedegaard har fået proppen af portvinsflasken og nu skal far her nok forklare hvor David købte øllet.
Men det er så her Lilleør trods alt spiller ud og mener at Hedegaard skulle komme med en undskyldning, og jeg mener, vi kan jo allesammen få en tår over tørsten og komme til at sige hvad vi virkelig mener om onkel Hans-Arne.
Så er det jo bare med at få ringet dagen efter og forklaret at man har også haft meget om ørene på det sidste, og næsten ikke sovet og det ene med det andet og du ved hvordan der er, ikke?
Det har han så valgt fra, og selskabet har gået Lilleøre.
Sådan kan man bliver glædeligt overrasket over folk.
Også dejligt at se Zubair Butt Hussain være kommet helskindet hjem fra sit møde med Ahmedinejad (godt fundet Uraspost!) tidsnok til at kunne, med fuld ret, at spille nazikortet.
Der er rigeligt at kritisere ved religion, der er rigeligt at kritisere ved Islam, der er i overvældende grad rigeligt at kritisere ved Islamismen.
Der er faktisk ikke nogen grund til at forfalde til platheder.
No comments:
Post a Comment