Uha, det er svært at være folkekirke i disse tider.
Medlemtallet går støt ned og med en tiltagende acceleration. Nu er kun 81,5 procent af danskerne medlem af folkekirken mod 82,1 procent sidste år og i 2008 meldte knap 10.000 danskere sig ud af folkekirken – svarende til 11 procent flere end året før.
Det kan der jo være mange grunde til.
Der er f.eks. en del penge at spare ved at melde sig ud - kirkeskatten ligger på omkring på 1 % og alt tæller naturligvis i disse tider hvor vi, efter visse kommentators mening, står på tærsklen til den næste store depression, med sultens slavehær på vandring fra Gedser til Skagen.
Ligeså kan man forestille sig at den mere og vidende befolkning har analyseret deres religiøse synspunkter og fundet at folkekirkens opfattelse af det åndelige ikke lige flugter med deres egen spiritualitet. Mange danske tror f.eks. på reinkarnation og det er umiddelbart svært at forene med tanken om kødets opstandelse.
Måske folk er blevet trætte af de mange teologer og præster som udbreder sig evigt og altid på Danmarks radio, avisernes debatsider o.a.?
Man kan naturligvis forestille sig en række andre grunde til faldet i medlemstallet, men til alt held sviger den danske folkekirke ikke det søgende menneske hvis det søger forklaring på denne sædernes forfald.
Faldet er naturligvis "en følge af den aggressive ateisme" siger Viggo Mortensen, professor i teologi ved Aarhus Universitet, ifølge Kristeligt dagblad.
"Han henviser blandt andet til Humanistisk Samfunds fokus på fadervor i folkeskolen. Samme forening har været fremme med et tilbud om gudeløse begravelser og bryllupper, og Ateistisk Selskab har blandt andet fået meget omtale om sin øl ”Gudeløs”, der skal få ikke-troende til at melde sig ud af folkekirken."
Ja, der står desværre ikke på hverken Humanistisk Samfunds hjemmeside eller på Dansk Ateistisk Selskab ditto hvor mange medlemmer de er, men skal vi ikke skyde på at de er noget under de 81% som er medlem af folkekirken?
Skal vi tilmed vove det ene øje og gætte på at deres medlemstal slet ikke skal tælles i procent?
Og at en enkelt øl skulle få folk til at melde sig ud af folkekirken virker noget besynderligt - i så fald skulle der ikke være mange medlemmer af folkekirken tilbage.
Det virker ikke som to helt store modstandere for folkekirken som er understøttet af staten, har gode muligheder for at fremme deres synspunkter via et samarbejde med folkskolen osv.
Til alt held har kirken også en løsning på problemet:
"Biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen, mener derimod, at der kan gøres en hel del.
– Vi skal fortsætte det gode arbejde, der er i gang med minikonfirmander, og vi skal være mere tydelige i, hvad kristendommen er – både i vores forkyndelse og formidling af evangeliet, siger han."
Det sidste er jeg ikke sikker på han har ret i, men det må jo komme an på en prøve.
Det er trods alt festligt at en professor i teologi kan sige at ateister er aggressive, mens en biskop kan udtale at det drejer sig om at få fat i de helt små børn (minikonfirmander) og vinde dem for sagen.
Så længe man selv bruger den slags metoder syntes jeg ikke at man fra folkekirkens side skal komme med beskyldninger om at de andre tyrer og tager med hænder og i det hele taget spille unfair.
No comments:
Post a Comment