Thursday, February 10, 2011

Valgagitatoriske meddelelser på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2.

Det er nødvendigt med regler i et civiliseret samfund.
Sådan er det.
Og når det nu er nødvendigt, så er det naturligvis også herligt når reglerne er foldet ud og kommer hele vejen rundt om emnet , så alle ved hvad man har at rette sig efter.

Men det kan nu måske også blive for meget af en god ting.

Som nu lovforslag nr. 120 med den på overfladen lidt grå-i-grå titel:
Forslag til Lov om ændring af lov om offentlige veje og lov om private fællesveje

Gemt i forslaget finder man, beskrevet med en grundighed som nok, efter denne redaktørs mening kunne være en bedre sag værdig, det som må være de definitive regler angående valgplakater på offentlige og private fællesveje.

Enkelte nedslag i lovforslaget, så vi rigtig kan nyde det grundige arbejde.
Definitionen på en sådan valgplakat:
"Ved valgplakater forstås valgagitatoriske meddelelser på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2."

Hvornår må man så hænge dem op:
"I perioden fra den fjerde lørdag før valgdagen til 8 dage efter valgdagen må der i forbindelse med folketingsvalg, kommunale og regionale valg, valg til Europa-Parlamentet, folkeafstemninger og andre valg, der afholdes på offentligretligt grundlag, ophænges valgplakater på offentlige veje.
Ophængning af valgplakater må ske fra døgnets begyndelse. Nedtagning af valgplakater, samt midler til fastgørelse af valgplakater, skal være tilendebragt ved døgnets afslutning. Ved folketingsvalg må ophængning af valgplakater dog tidligst ske 24 timer efter valgets udskrivelse."

Hvor må de hænge:
"Valgplakater må ophænges på master til vejbelysningen, vejtræer, hegn, master til brug for elforsyning samt indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater."

Og så videre, og så videre.

Det er jo mageløst vil den imponerede læser bemærke. Hvor må de dog være dygtige i transportministeriet når de kan lave så fine regler.

Men det har sandelig heller ikke været nemt.
Der har været arbejde længe og grundigt for at give os, borgerne et så godt og grundigt stykke arbejde.

Fra bemærkningerne til lovforslaget.
"I 2005 nedsatte Transportministeriet en arbejdsgruppe, kaldet Valgplakatgruppen, for at få afdækket mulighederne for at fastsætte retningslinjer for ophængning af valgplakater på offentlige vejes arealer med henblik på at sikre en mere ensartet praksis mellem landets vejbestyrelser.
På baggrund af udtalelser fra 5 af 8 opstillingsberettigede partier og fra KL har Valgplakatgruppen udarbejdet et nyt udkast af april 2009 for ’Standardvilkår for ophængning af valgplakater på vejareal i forbindelse med offentlige valg, folkeafstemninger og lignende’.
Parallelt med dette arbejde har Valgplakatgruppen overvejet mulighederne for at fastsætte bindende regler for ophængning af valgplakater."

Kun lidt over fem års arbejde har der været lagt i at give os regler på dette, indtil nu, håbløse ureguleret område.

Jamen, det er godt at der er orden i sagerne, men man kunne måske engang imellem ønske at man i ministerierne bare gik på værtshus i steden for.

To stk. valgagitatoriske meddelelser på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2.

No comments: