Så går vi dybt etnisk

Der er ingen ende på de problemer Tuareg folket i Sahel har.
De bliver tit behandler skidt, deres livevis og kultur bliver undertrykt og deres ønske om en egen stat bliver ignoreret.
Der er heller næsten ingen ende på de problemer de (deres politiske repræsentanter) skaber for sig selv.
Når man nu tænker over det var alliancen med Libyen under Muhammeds storhedstid nok ikke den bedste ide, og den rolle nogle Tuaregere spillede under opstanden var måske heller ikke så heldig, sådan set fra en vestlig humanistisk side.
Og selv om det virkede som en god ide at lave opstand i Mali (igen), med alle sine gode våben og mænd fra Libyen, så viste det sig jo også at det ikke var en god ide at tage de gode islam kammerarter (som vensten var med til at bevæbne i forbindelse med den humanitære hjælp til Libyen) med.
De overtog, sjovt nok kontrollen over de "befriet" områder og indførte deres version af Talibanstyret.
Og så har de jo lavet de vanlige spas med at ødelægge nogle gamle ugudelige bygninger, spærre kvinderne inde, hugget hænder og arme af krimineller og forbudt musik.
Og nu har Tuaregernes organisation afbrudt alliancen med islamisterne og lovet de franske styrker, at de nok skal hjælpe dem imod deres tidligere venner, hvis så franskmændende lover at de ordinære Malinesiske styrker ikke kommer ind på de "befriet" områder.
Og sådan bliver den ordning jo ret tænkeligt ikke.
Men musikken kan ikke tage fra dem, eller det kan man jo godt, men hvad der er lavet har vi muligheden for at nyde.
Tinariwen er det bedst kendt Tuareg band og nyder almen (velfortjent) respekt i musik- og kritikerekrese.
Dem har jeg skrevet lidt om før og de er også alment kendt.
Her er de i samarbejde med Kiran Ahluwalia, en indisk/Canadisk sanginde, som synger old-persiske digte i moderne verdenmusik fremføring.


Så bliver det vist ikke meget mere multietnisk.
Den næste kunstner er Bombino. En Tuareg fra Niger.
I Niger er der det morsomme forhold at Tuareg folkets områder indeholder en masse uran og sådan noget, hvorfor at udsigterne til mere selvstyre i det område har lange udsigter.
Bombino har været på flugt efter et Tuareg oprør i 2009, hvor Nigers regering forbød guitarer blandt Tuaregfolkene. Han har siden vendt tilbage og er en af the rising stars blandt verdenmusikken.
Vi er måske sådan ude i det lidt mere dansable rytmiske musik. Der er i alle tilfælde herlig musik. Og så kan man jo selv hører at han går ind for demokrati og det kan vi jo godt lide her.
Dans med de smukke, barfodet, brune damer!

Foto - kold dis

København en kold, diset morgen.
SMC Pentax-M 28mm, 2.8 på NEX-5N, F16 eller noget i den stil - 13 sekunders eksponering, ISO 100.
Et virkeligt godt manuelt objektiv lavet af de altid dygtige japanere.
Priserne på gamle gode, eller specielle objektiver er pt. kun på vej et sted og det er op. Men endnu kan man købe det til en rimelig penge på E-bay (40-50£)eller være dygtig og finde det på loppemarkeder o.a.
Flere billeder med Pentax-M

Hvad har Lionel Richie nu gjort?

I dagens Politiken (7. januar) stiller man, igen, igen spørgsmålet - Har (folke-) biblioteket overhovedet en fremtid? 
Og det kan jo relevant nok i betragtning af at den traditionelle funktion, udlån af bøger og andre materiale bliver mindre og mindre, der er færre og færre udlån, færre og færre biblioteker og færre og færre brugere på de biblioteker som er tilbage.
Sådan går det, fremtiden lader sig ikke holde tilbage, verden er ikke som i 1987 eller 1952.
Personligt tror jeg at folkebiblioteket har en fremtid som et mødested for børn, unge mennesker, førtidspensionister, psykiske syge, de sære og utilpasset, som har behov for et sted udenfor hjemmet, som ikke stiller så mange krav om udadvent og omstillingsparat adfærd.
Det kan man godt indstille sig på ude bag de brune borde.
Det er naturligvis ikke så nemt, når man har en helt anden opfattelse af hvordan ens arbejdsliv skal se ud.    

En af de tegn på systemets sammenbrud man se er at folkebibliotekernes forsøg på at gå det moderne i bedene, Bibzoom, en service for digital udlån af musik, nu er blevet forladt af to af de største folkebiblioteker, København og Århus (det er noget kruk med det dobbelt A - det hedder Århus).
Det er ikke rigtig noget som tiltrække publikum, som har en mængde af kommercielle tilbud af vælge imellem til digital indkøb og afspillen af musik. (Rigtige musikelskere hører naturligvis deres musik på CD - de digitale tilbud er af for ringe en kvalitet).

Så er det, som bibliotekar, dejligt at have en formand som forstår at tænke nyt, Pernille Drost:
»Det er back to basic. Er det virkelig bibliotekets rolle at udlåne Lionel Richie? Bibliotekerne skal i stedet være et alternativ til markedet. Og når man kan få musik gratis, så skal vi vise, hvordan man kan bruge det gratis tilbud, og så bruge pengene på det, der ikke er tilgængeligt«

Naturligvis skal biblioteket være et alternativ til at brugerne selv indkøbte bøger, holder tidsskrifter, aviser, databaser - det siger jo sådan set sig selv. Det har været bibliotekets funktion siden det blev opfundet.

Men hvad har Lionel Richie gjort siden at han ikke fortjener en plads på hylden?
Skal der kun være 12 tonemusik på spolebånd i musikbiblioteket eller hvad har man forestillet sig?
Er Lionel Richie af så speciel dårlig kvalitet at han ikke skal indkøbes?
Skal der måske ikke være dansemusik på bibliotekerne mere, eller ingen rytmisk musik?
Der bliver i hver fald hurtigt tomt på på musikbibliotekerne hvis der ikke skal være den musik som er "gratis" tilgængelig et eller andet sted og lad mig gætte på at der også hurtigt bliver endnu hurtigere tomt for brugere.

Så kan man naturligvis side og høre sin Stockhausen i fred og ro så længe uden at blive forstyret af vulgære mennesker der vil have noget med Elvis Presley at danse til.

Lionel Richie er ikke helt min smag, selv om jeg godt kan have en sød tand med hensyn til den fuldfede popmusik, men vi skal da lige have et par nummer med manden, inden han bliver fjernet fra de danske folkebiblioteker.
   
Her lidt fra hans seneste udgivelse - Tuskegee - en samling af hans tidligere hits, nu som duetter - det lyder som et rimeligt fesent projekt, men den slags skal der også være plads til.
Her med Shania Twain.
Nej, det er ikke kunstnerisk nødvendigt.

Ordener hænger man paa idioter

Der er mange, mange store tegneserieskaber i Frankrig.
Af de levende er Tardi vel en af de største - hvis ikke den største indenfor den den del af tegneserien som bestemt ikke er for børn.
Talrige er hans værker, serien om Adele er en personlig favorit, men alt hvad han sætter på papir er værd at læse og kikke på.
Kender af hans værker vil vide at autoriteter ikke lige har Tardis sympati, staten og al dens væsen er i bedste fald ligegyldig overfor mennesket, men som oftest grusom, fjendtlig, militaristisk og kvalmende nationalistisk.
Men mange har jo været kaldet til en karriere som samfundskritisk kunstner, for blot at falde til patten når kors og bånd bliver tilbudt.
Hippien Bjørn Nørgaard har ikke noget problem med at være Ridder af dannebrog, mens både skuespilleren Jesper Christiansen og (en af bloggens absolut hadekunstnere) "Lune" Kim Larsen dog også takkede nej til korset.
Tardi er blevet tilbudt den øverste franske æresbevisning, Légion d'Honneur (grade de chevalier). Man kunne jo naturligvis frygte at tilbudet var for stor en fristelse for ham.
Det var det til alt held ikke.
Tilbudet blev afvist med begrundelsen
"Being fiercely attached to my freedom of thought and creativity, I do not want to receive anything, neither from this government or from any other political power whatsoever," he said in a statement.
"I am therefore refusing this medal with the greatest determination."
Eller på orginalsproget:
"Etant farouchement attaché à ma liberté de pensée et de création, je ne veux rien recevoir, ni du pouvoir actuel, ni d'aucun autre pouvoir politique quel qu'il soit. C'est donc avec la plus grande fermeté que je refuse cette médaille", déclare Tardi dans un communiqué séparé. "Je n'ai cessé de brocarder les institutions. Le jour où l'on reconnaîtra les prisonniers de guerre, les fusillés pour l'exemple, ce sera peut-être autre chose"
Det ved jeg ikke helt præcis hvad betyder - men et Bravo til den gamle anarkist er på sin plads!
Godt gjort gamle svinger - og tilbage til tegnebordet med dig.

12

Twelve significant photographs in any one year is a good crop som den store fotokunstner Ansel Adams sagde og han havde ret i det meste hvad angår foto.
På årets første dag er benytter jeg derfor lejligheden til at se om jeg selv har taget 12, ikke betydningsfulde som dem Adams tog, men dog værd at trække frem, vurdere, kikke på, overveje om man kunne have gjort det bedre ved den næste lejlighed.
Skamløs selvpromovering, naturligvis - men der er som altid ingen læsetvang :-)

Intet siger vel provens som Asnæs en tidelig mogen og lokaltoget til Nykøbing.

Carl Zeiss 2.8 135mm Sonar - et uovertruffen manuelt objektiv.

I København

Det blev også til lidt natur.

Helios-44-2 - et fantastisk gammel USSR objektiv.

I den lokale ghetto - Pentax-M 28mm

Rumskibet har landet - Pancolar 1.8/50 - Carl Zeiss Jena - mere om dette her

Jeg kom også udenfor det lokale i år - Tyrkiet. Den lidt fesne gadefotograf som tager flest billeder af folks ryg :-)

Tilbage i København.

Et rigtig postkort med fuld knald på efterbehandlingen.

Centrum

Pentax-m 40mm - Ikke et objektiv jeg har været voldsom imponeret, men et godt billede har det da taget.