Barbarerne står ved byens porte

og litteraturen står for fald.
I hvert fald hvis man skal tro fru. Mille Haynes som har været en tur i den skønne land, Irland og skrevet en kronik i Politiken om hendes rejse.
Nærmere bestemt i Dublin, som åbenbart er en slags litteraturens mekka. Der er i hver fald ikke nogen ende på boghandlere som med et smil i vejrbidte øjenkroge (givet fremkommet ved kærligt at fadbyde deres varer tidligt og silde på byens gader) langer stor (og billig) litteratur over disken, med en henkastet bemærkning om Herman Bangs store betydning for den impressionistiske litteratur.

Jamen, hvilken ganske vidunderlig tingenes tilstand og sådan har man det jo tit når man har været ude.
Hvilken skønt farverigt gadeliv i Rabats støvede gader, hvilken vidunderlig afslappet livsstil i Italien og maden!
Jamen, kunne vi dog ikke have noget mere af den slags hjerhjemme.

Og hvorfor kan vi så ikke have et tilsvarende litteraturens mekka herhjemme?
Ikke overraskende gives der ikke rigtig noget svar på dette. Er det regeringens skyld, er det storkapitalens skyld, er det The mans skyld?

"Jeg efterspørger her blot en fagligt funderet begrundelse for, hvorfor man vælger at fastholde den høje ekstrabeskatning på bøger.
Er det, fordi man anser bøger for farlige varer i stil med alkohol og smøger, der tidligere har været underlagt samme brandbeskatning?"

Nu er bøger, mig bekendt, ikke ekstrabeskattet men pålagt helt almindelig omsætningsafgift på linje med andre varer som f.eks. rugbrød eller kærnemælk. Der findes en hel del varer som er pålagt ekstraskat eller afgifter, f.eks. tobak, sukker, alkohol.
Der er analysen om at der er fordi staten syntes vi skal holde os fra de varer nok helt korrekt. Eller mere sinister at regeringen regner med at vi ikke kan holde os fra tobak, sukker og sprut og derfor laver gevinst på vores svagheder?
Hvorom alting er, så er der altså ikke nogen særlige ekstra beskatning på udgivelsen af bøger i Danmark.
Så kan man kæmpe for en nedsættelse eller fjernelse af momsen på bøger - det er ligesom noget andet.
Måske fru. Mille Haynes kunne komme på andre grunde til at vi ikke har samme mængde af boghandlere og frekvens.
Uden at skulle gøre mig til ekspert er der sikkert et andet skattesystem i Irland, som sikkert giver igangsættere større muligheder for at grundlægge deres forretning, men som heller ikke giver det sociale sikkerhedsnet vi værdsætter så højt her til lands?
Eller engelsksprogede bøger måske kan sælges til en meget stor del af verdens befolkningen uden bearbejdelse, men at dansksprogede bøger kun sælges til danskere?

Nå, men hvad så med folkebibliotekerne?
Der kan alle danskere jo boltre sig i verdenslitteraturen ganske og aldeles gratis.
Men, næ nej, det har De (stadig ukendte) også fået ødelagt.
Jeg tillader mig at gengive ganske store dele af hendes tirader angående det danske biblioteksvæsen:

"Enhver, der har vovet sig inden for i et dansk bibliotek, vil sandsynligvis nikke genkendende til min påstand om, at biblioteksmiljøet ikke ligefrem lægger op til næsegrus beundring og fascination. Der er snarere tale om en voksende frustration over nærmest kommunistisk ens indbundne værker – som var det nærmest en dyd at slette ethvert kunstnerisk vidnesbyrd om forskellighed."

Jeg ved ikke hvornår kvinden sidst har besøgt et bibliotek, 1972?.
Det har simpelhen ikke noget på sig. Sådan er der ingen biblioteker der ser ud længere. Og rent faktisk er der ikke særligt mange bøger som bliver indbundet mere, og indbindingen var jo til for bøgerne skulle kunne holde længere, til glæde for brugerne.

"De leverpostejfarvede anonyme værker udlånes allernådigst og i meget korte intervaller af meget lidt inspirerende bibliotekarer, som er mere skrankepaver end inspiratorer, som har alt for travlt med at ekspedere én ud af systemet til at indgyde den litteraturens ærefrygt i sine besøgende, som rigtige boghandlere naturligt vækker."

Man tager sig til hovedet. Det er muligvis ikke gået op for forfatteren at de mennesker som står ved skranken ikke er bibliotekarer, men personale som er ansat til at hjælpe de brugere som ikke kan finde ud af benytte de automatiske låne- og afleveringsmaskiner.
Og jo, man kan godt komme ind af døren uden at der kommer en bibliotekar og stopper Marcel Proust ned i halsen på en.
Tænk at det forekommer i et videnssamfund som det danske.

"Eller er bibliotekerne i virkeligheden blot proforma, for at det på papiret ser ud som om, den danske stat stiller litterære værker til rådighed for pøblen? Værker som aldrig dukker op?"

Kvinden har haft en dårlig oplevelse med en Salman Rushdie bog hun skulle vente på i fem måneder (muligvis "Klovnen Shalimar" ? - indkøbt af 100 biblioteker), og straks er det en stor sammensværgelse, en stor Potemkin-kulisse for at holde sande litteraturelskere nede?

Så bliver der trukket lidt i land med "Jeg er nemlig håbløst uoplyst, når det kommer til regler og love, og jeg har ingen viden om forskellen på Danmark og andre landes handel med bøger."

Det er kendt at mangel på kendskab angående et emne aldrig har forhindret nogle i at udtale sig. Der er dog en overraskelse at mangel på kendskab, som man tilmed indrømmer, giver adgang til at skrive en kronik og få det trykt i Politikken.