For meget viden er ikke af det gode..

især ikke for præster.

Dagens nyhed i Kristeligt dagblad var: Unge mister troen, når de går til præst

"allerede nu tegner den danske del af undersøgelsen et billede af en konfirmationsundervisning, der gør de unge mindre religiøse. Konfirmanderne tror ganske enkelt mindre på selve kristendommen efter konfirmationen, fortæller Leise Christensen, der er lektor på Teologisk Pædagogisk Center"

Nå for søren - det var da ikke for godt. Hvordan man det mon være?

"Det kan hænge sammen med, at undervisningen ikke taler til hjertet, og at eleverne derfor mangler inspiration til at tro, siger Leise Christensen."

Biskop Elisabeth Dons Christensen: "Men det kræver, at præsterne brænder igennem, og det kniber det med rundt omkring"

Pernille Vigsø Bakke, kirkeordfører for SF (socialistisk folkeparti!) : "Konfirmationen bør skubbes til 8.-9. klassetrin, hvor de unge bedre kan reflektere over store livstemaer som liv og død. I samme ombæring bør man også overveje at efteruddanne præsterne til en mere nutidig konfirmationsundervisning"

Kære velmenende rare troende mennesker. Kan det ikke tænkes at, efter mange, mange års tvunget skolegang, så oplever vi simpelhen nogle generationer af elever som har lært at tænke bare en lille smule kritisk?
Ja, jeg ved at det er svært at tro når man betænker unge menneskers smag i tøj, musik og Huxi Bach, men det var da en mulig grund til sådan en resultat.
Det drejer sig ikke om at brænde igennem, spille rockmusik, rollespil, Manga Jesus, folkedans osv.
Nej, når de unge mennesker får viden om kristendommen, ja så er det ikke noget for dem.
Det er bare ærgerligt, Sonny boy.

Måske det var signalet til at vi kunne stoppe med at stille folkeskolens ressourcer til rådighed for en religiøs forening?
Bare et forslag eftersom det ikke en gang hjælper med til at gøre de unge mennesker mere kristene.

Men så er det jo heldigt at lederskribenten på Kristeligt dagblad kan forsikre os om at Konfirmation er sikkert værn mod radikalisering
Der lærer de nemlig kritisk tænkning. Muligvis som det eneste sted i hele ungdomskulturen med den ret på menuen.

Der gik man jo ellers og troede (sic!) at det ikke var nogen nytte til.
Så må vi heller beholde det, ... eller hvad fanden.
lad os slå gækken løs, når det nu er så gavnligt.
Dobbelt så meget konfirmationsundervisning.

Så bliver de dobbelt så lidt radikaliseret - skønt, skønt.
Nu skal vi bare have Imamerne i gang, så skal i se løjer.

Gråd og tænders gnidsel

Ja, det er med stor beklagelse at måtte indrømme at jeg for en gang skyld er enig med selvgodhedens discipel nr. one, Rune Engelbreth Larsen, venstrefløjens svar på Søren Kraup, manden hvis holdninger ganske flugter med Klaus Rifbergs dog uden hans litterære talent, og lige så fastbidt i sin meninger som Carsten Jensen uden den perfid kvalitet som gjorde Jensen tålelig før i tiden (efter han er begyndte at skrive sine havskumsromaner er han blevet totalt ulidelig).

Grunden til min enighed er dette efterhånden noget ældre blogindlæg (jeg har virkelig forsøgt at undgå at skulle rose manden) DF’s klapjagt på Bonnichsen , som omhandler hvorledes DF forsøger at begrænse en pensioneret embedsmands ret til at udtale sig om emner der beskæftiger sig med hans tidligere virkefelt.

"Justitsminister Brian Mikkelsen må undersøge, om Bonnichsen er med- eller modspiller, og om den tidligere PET-chef virkelig er en ”hjælpende hånd” – eller måske snarere skader PET’s arbejde indirekte."

Pia Kjærsgaard fra hendes ugebrev.

Fy ha, Pia!

Det er noget griseri - det skulle I holde op med, skulle I!.

Også selv om syntes at manden skulle holde sin kæft, så er sådan noget ytringsfrihed altså (især) for dem man ikke er enig med.

Det skuffer, gør det.

Personligt syntes jeg at Bonnichsen i den grad er præget af sit tidligere arbejde, at det ret klart skinder igennem at han ville foretrække hvis hele landet lå meget stille i deres senge med hænderne over dynen og ikke sagde noget, mens beslutsomme mennesker med forståelse for andre menneskers kultur passede på os alle sammen.
Det ville ligesom være den nemmeste.

Men det er jo bare min mening.

Barbarerne står ved byens porte

og litteraturen står for fald.
I hvert fald hvis man skal tro fru. Mille Haynes som har været en tur i den skønne land, Irland og skrevet en kronik i Politiken om hendes rejse.
Nærmere bestemt i Dublin, som åbenbart er en slags litteraturens mekka. Der er i hver fald ikke nogen ende på boghandlere som med et smil i vejrbidte øjenkroge (givet fremkommet ved kærligt at fadbyde deres varer tidligt og silde på byens gader) langer stor (og billig) litteratur over disken, med en henkastet bemærkning om Herman Bangs store betydning for den impressionistiske litteratur.

Jamen, hvilken ganske vidunderlig tingenes tilstand og sådan har man det jo tit når man har været ude.
Hvilken skønt farverigt gadeliv i Rabats støvede gader, hvilken vidunderlig afslappet livsstil i Italien og maden!
Jamen, kunne vi dog ikke have noget mere af den slags hjerhjemme.

Og hvorfor kan vi så ikke have et tilsvarende litteraturens mekka herhjemme?
Ikke overraskende gives der ikke rigtig noget svar på dette. Er det regeringens skyld, er det storkapitalens skyld, er det The mans skyld?

"Jeg efterspørger her blot en fagligt funderet begrundelse for, hvorfor man vælger at fastholde den høje ekstrabeskatning på bøger.
Er det, fordi man anser bøger for farlige varer i stil med alkohol og smøger, der tidligere har været underlagt samme brandbeskatning?"

Nu er bøger, mig bekendt, ikke ekstrabeskattet men pålagt helt almindelig omsætningsafgift på linje med andre varer som f.eks. rugbrød eller kærnemælk. Der findes en hel del varer som er pålagt ekstraskat eller afgifter, f.eks. tobak, sukker, alkohol.
Der er analysen om at der er fordi staten syntes vi skal holde os fra de varer nok helt korrekt. Eller mere sinister at regeringen regner med at vi ikke kan holde os fra tobak, sukker og sprut og derfor laver gevinst på vores svagheder?
Hvorom alting er, så er der altså ikke nogen særlige ekstra beskatning på udgivelsen af bøger i Danmark.
Så kan man kæmpe for en nedsættelse eller fjernelse af momsen på bøger - det er ligesom noget andet.
Måske fru. Mille Haynes kunne komme på andre grunde til at vi ikke har samme mængde af boghandlere og frekvens.
Uden at skulle gøre mig til ekspert er der sikkert et andet skattesystem i Irland, som sikkert giver igangsættere større muligheder for at grundlægge deres forretning, men som heller ikke giver det sociale sikkerhedsnet vi værdsætter så højt her til lands?
Eller engelsksprogede bøger måske kan sælges til en meget stor del af verdens befolkningen uden bearbejdelse, men at dansksprogede bøger kun sælges til danskere?

Nå, men hvad så med folkebibliotekerne?
Der kan alle danskere jo boltre sig i verdenslitteraturen ganske og aldeles gratis.
Men, næ nej, det har De (stadig ukendte) også fået ødelagt.
Jeg tillader mig at gengive ganske store dele af hendes tirader angående det danske biblioteksvæsen:

"Enhver, der har vovet sig inden for i et dansk bibliotek, vil sandsynligvis nikke genkendende til min påstand om, at biblioteksmiljøet ikke ligefrem lægger op til næsegrus beundring og fascination. Der er snarere tale om en voksende frustration over nærmest kommunistisk ens indbundne værker – som var det nærmest en dyd at slette ethvert kunstnerisk vidnesbyrd om forskellighed."

Jeg ved ikke hvornår kvinden sidst har besøgt et bibliotek, 1972?.
Det har simpelhen ikke noget på sig. Sådan er der ingen biblioteker der ser ud længere. Og rent faktisk er der ikke særligt mange bøger som bliver indbundet mere, og indbindingen var jo til for bøgerne skulle kunne holde længere, til glæde for brugerne.

"De leverpostejfarvede anonyme værker udlånes allernådigst og i meget korte intervaller af meget lidt inspirerende bibliotekarer, som er mere skrankepaver end inspiratorer, som har alt for travlt med at ekspedere én ud af systemet til at indgyde den litteraturens ærefrygt i sine besøgende, som rigtige boghandlere naturligt vækker."

Man tager sig til hovedet. Det er muligvis ikke gået op for forfatteren at de mennesker som står ved skranken ikke er bibliotekarer, men personale som er ansat til at hjælpe de brugere som ikke kan finde ud af benytte de automatiske låne- og afleveringsmaskiner.
Og jo, man kan godt komme ind af døren uden at der kommer en bibliotekar og stopper Marcel Proust ned i halsen på en.
Tænk at det forekommer i et videnssamfund som det danske.

"Eller er bibliotekerne i virkeligheden blot proforma, for at det på papiret ser ud som om, den danske stat stiller litterære værker til rådighed for pøblen? Værker som aldrig dukker op?"

Kvinden har haft en dårlig oplevelse med en Salman Rushdie bog hun skulle vente på i fem måneder (muligvis "Klovnen Shalimar" ? - indkøbt af 100 biblioteker), og straks er det en stor sammensværgelse, en stor Potemkin-kulisse for at holde sande litteraturelskere nede?

Så bliver der trukket lidt i land med "Jeg er nemlig håbløst uoplyst, når det kommer til regler og love, og jeg har ingen viden om forskellen på Danmark og andre landes handel med bøger."

Det er kendt at mangel på kendskab angående et emne aldrig har forhindret nogle i at udtale sig. Der er dog en overraskelse at mangel på kendskab, som man tilmed indrømmer, giver adgang til at skrive en kronik og få det trykt i Politikken.

Er De også holdt op med at slå deres kone?

I forlængelse af sagen om Halima havde Politiken i søndagsudgaven (9/11) givet hendes familie mulighed for at give svar på tiltale.
Selve artiklen er ikke online, men på Helen Latifis blog kan man finde et uddrag af artiklen.

Hvis man som jeg har læst hele artiklen, så er der to ting som springer i øjnene:

1. Familien fremstår ikke særligt overbevisende. At f.eks. en 15 årig pige skulle ønske at blive gift med en 15 ældre mand, hun ikke kendte særligt godt - tilmed i et sådan omfang at hun nærmest overtalte sin modvillig familie til ægteskabet, virker ikke særligt sansynligt.
Især ikke når artiklen kan finde tidligere skolekammerater som kan fortælle om hvordan hun græd i skolen.
Det virker i det hele taget noget påtaget, især da den ene af hendes brødre (tidligere straffet) fortæller at hun måske nok kunne have følt sig truet af ham osv.
Hendes nye mand (kollega) skulle efter brorens menning have optrådt provokerende ved at ringe til ham osv.
Typisk dansk socialrådgiver!
"Vi må da kunne snakke om det, Bjarne (Naser - eller hvad han nu hedder), Bjarne".

2. Hvor er det svært at overbevise andre om at man ikke er gang med at planlægge ødelæggelse for andre, når sådan en historie er blevet skudt af.
Nærmest lige meget hvad de sagde kunne de ikke overbevise mig om at de ikke var i gang med noget maskepi.
For er fængslerne ikke fulde af de uskyldige?
Sagde den far som dræbte sin datter i Slagelse ikke præcis det samme?
Osv, osv?

Det er noget vanskeligt noget, fordi vi kan jo ikke tilrettelægge samfundet efter mine eller andres fornemmelser for at sådan må verden hænge sammen, og igen føler jeg at min pointe om at sådanne konflikter nok er på grænsen for hvad vi som civiliseret samfund kan løse, bliver påvist.

Jeg fik til mit sidste indlæg om sagen en kommentar fra en kvinde i en ligende situation, blot var hendes konflikt kørt endnu længere ud, med talrige flytninger, nyt navn osv.
Jeg har ikke svaret, hvad der jo er utroligt uhøflig af mig. Det beklager jeg.

Men din beretning har ligget mig på sinde og jeg er ked af den situation du er kommet i. Sympati kan man ikke leve af, desværre og for at være helt ærlig har jeg meget svært ved at komme på noget som helst form for hjælp eller råd jeg kan tilbyde dig.
Det er naturligvis ikke i orden at du bliver terroriseret af din eksmand, ej heller at offentlige myndigheder opgiver din adresse.

Dit forslag om at kvinder simpelhen totalt kan skifte identitet er sikker nok den eneste brugbare løsning og mig bekendt er vi stadig et rigsfællesskab, så muligheden for at flytte rigtig langt udenfor voldlige ægtemænds rækkvide, er til stede.
Ellers må noget nordisk samarbejde vel være en mulighed.

Man står jo desværre magtesløs overfor mennesker som er fast besluttet på at ville ødelægge ens tilværelse, hvis man selv er et civiliseret menneske som ikke vil forfalde til malabariske løsninger.

Bare bryster er ikke forbudt!

Så kan de lære det!
Dommer tillader nøgenbadning

"Et ægtepar fra Skodsborg må finde sig i synet af nøgne kroppe. For Østre Landsret har nu stadfæstet den afgørelse fra byretten, der forbyder parret at sætte skilte op, der forbyder nøgenbadning."

Hvis man ikke kan tåle blegfede nøgne mænd og kvinder på stranden, må man lukke øjnene.

Et lille skridt for nøgenbaderen - et stort skridt for nøgenbadningen!

Ikke retfærdighed, kun ret

I dagens politiken kunne man læse historien om Halima, en kvinde af anden etnisk oprindelse, som er havnet i nogle problemer mellem hendes ønske om at leve sammen med en dansk mand, hun har forelsket sig i og hendes familie som ønsker at hun fortsat skal bo sammen med den mand, hun mere eller mindre er blevet tvangsgift med som 15 årig.

Som man måske kan gætte har familien ikke taget det med oprejst pande at hun har valgt at flytte sammen med en anden mand, og er blevet separeret. De har faktisk truet hende med døden og af den grund har hun henvendt sig til myndighederne for at få beskyttelse og hjælp i sin vandskelige situation.

Myndighederne, de sociale og politiet, har så (så vidt jeg kan se) gjort et fint stykke arbejde. De har skaffe Halima og hendes børn ophold, politiet har talt med hendes familie, der naturligvis benægter at de på nogen måde bare så meget som tænker på at skade hende osv.

Og så har de givet hende et godt råd: Rejs væk. Få et nyt navn. Start en ny tilværelse.

Og det vil Halima så ikke. For hun er jo dansker. Hun har sine rettigheder. Det er hende som er ofret, det er de andre som er galt på den.

Og det er jo entydigt korrekt (altså hvis hendes historie er korrekt og hvorfor skulle den ikke være det).
Hvorfor skal hun flytte, hvorfor skal hun leve i frygt?

Naturligt har sådan en historie skabt en masse postyr og sympatitilkendegivelser for Halima.
Politiken har skrevet en leder, fyldt med stadart Politiken snak om at noget er galt, de tiltag som er blevet gjort er forkerte og overdrevet, fordomsfulde osv, men noget må der gøres for at hjælpe ikke bare i den konkrete sag, men også andre modige unge kvinder.

Noget sådan konkret tiltag i sagen, som rent faktisk kunne hjælpe Halima her og nu, i hendes rimelige ønske om at kunne genoptage sin tilværelse uden at leve i frygt for blive dræbt har lederen så ikke.
Kommentarene af læserne bringer heller ikke mange brugbare forslag, selv ikke hvis der ses bort fra de sædvandige "send kameldriverne tilbage hvor de kom fra" indslag.
De øvrige kommentarører er enig om at noget må der gøres, der må sættes ind af de sociale myndigheder, det må tages alvorligt.
Dette uagtet at de sociale myndigheder har taget sagen alvorligt og har gjort noget. Ligeså har politiet taget sagen alvorligt og har gjort noget.

Nå, ja og så er der en som har startet en facebook gruppe. Dette det nye årtusindes svar på et badge. Det skal nok hjælpe.
Også vor blog kollega Helen Latif har lavet en facebook gruppe i forbindelse med hendes kommentar til historien.

Der er i det hele taget en rørende tilld til det offentlige og dens magt, hvis blot de rette resourcer eller det rette fokus blev lagt ind i arbejdet.

Jeg syntes at man her glemmer en vigtig pointe. Danmark er et civiliceret land og derfor et retssamfund.
Men det er ikke et retfærdighedsamfund.
Halima bliver åbenlyst uretfærdigt behandlet. Hun vil gerne benytte sine rettigheder til at leve som et frit menneske.Det bliver hun forhindret i (vi antager at alle præmisser i hendes historie holder).
Vi som samfund kan kun tilbyde hende en pseudo-tilværelse langt fra hendes normale liv.
Vi kan ikke fjerne uretfærdigheden.
De uretfærdige griner os lige i ansigtet.

Men hvad fanden skal samfundet gøre?
Familien har jo ikke gjort noget, i hver fald ikke noget som kan bevises. De har måske nogle usympatiske holdninger, det er jo ikke forbudt.
En løsningsmodel til at klare den konflikt kan ikke findes indenfor et retssamfund.
Hvis vi var nogle værre bisser som levede i et klan-samfund lå løsningen naturligvis lige for. Frem med de lange knive og så var det problem løst på den ene eller den anden måde.


Vi lever til alt held ikke i et klan-samfund, og her har også usympatiske mennesker rettigheder. Så længe det er tilfælde så kan man ikke forvente retfærdighed.
Det er pisse urimeligt, men sådan er det.

Jeg håber det bedste for Halima, og jeg håber også at hun tager imod tilbudet om en ny tilværelse i provensen.
Man kan jo også have en slags tilværelse i Slagelse!