Ikke retfærdighed, kun ret

I dagens politiken kunne man læse historien om Halima, en kvinde af anden etnisk oprindelse, som er havnet i nogle problemer mellem hendes ønske om at leve sammen med en dansk mand, hun har forelsket sig i og hendes familie som ønsker at hun fortsat skal bo sammen med den mand, hun mere eller mindre er blevet tvangsgift med som 15 årig.

Som man måske kan gætte har familien ikke taget det med oprejst pande at hun har valgt at flytte sammen med en anden mand, og er blevet separeret. De har faktisk truet hende med døden og af den grund har hun henvendt sig til myndighederne for at få beskyttelse og hjælp i sin vandskelige situation.

Myndighederne, de sociale og politiet, har så (så vidt jeg kan se) gjort et fint stykke arbejde. De har skaffe Halima og hendes børn ophold, politiet har talt med hendes familie, der naturligvis benægter at de på nogen måde bare så meget som tænker på at skade hende osv.

Og så har de givet hende et godt råd: Rejs væk. Få et nyt navn. Start en ny tilværelse.

Og det vil Halima så ikke. For hun er jo dansker. Hun har sine rettigheder. Det er hende som er ofret, det er de andre som er galt på den.

Og det er jo entydigt korrekt (altså hvis hendes historie er korrekt og hvorfor skulle den ikke være det).
Hvorfor skal hun flytte, hvorfor skal hun leve i frygt?

Naturligt har sådan en historie skabt en masse postyr og sympatitilkendegivelser for Halima.
Politiken har skrevet en leder, fyldt med stadart Politiken snak om at noget er galt, de tiltag som er blevet gjort er forkerte og overdrevet, fordomsfulde osv, men noget må der gøres for at hjælpe ikke bare i den konkrete sag, men også andre modige unge kvinder.

Noget sådan konkret tiltag i sagen, som rent faktisk kunne hjælpe Halima her og nu, i hendes rimelige ønske om at kunne genoptage sin tilværelse uden at leve i frygt for blive dræbt har lederen så ikke.
Kommentarene af læserne bringer heller ikke mange brugbare forslag, selv ikke hvis der ses bort fra de sædvandige "send kameldriverne tilbage hvor de kom fra" indslag.
De øvrige kommentarører er enig om at noget må der gøres, der må sættes ind af de sociale myndigheder, det må tages alvorligt.
Dette uagtet at de sociale myndigheder har taget sagen alvorligt og har gjort noget. Ligeså har politiet taget sagen alvorligt og har gjort noget.

Nå, ja og så er der en som har startet en facebook gruppe. Dette det nye årtusindes svar på et badge. Det skal nok hjælpe.
Også vor blog kollega Helen Latif har lavet en facebook gruppe i forbindelse med hendes kommentar til historien.

Der er i det hele taget en rørende tilld til det offentlige og dens magt, hvis blot de rette resourcer eller det rette fokus blev lagt ind i arbejdet.

Jeg syntes at man her glemmer en vigtig pointe. Danmark er et civiliceret land og derfor et retssamfund.
Men det er ikke et retfærdighedsamfund.
Halima bliver åbenlyst uretfærdigt behandlet. Hun vil gerne benytte sine rettigheder til at leve som et frit menneske.Det bliver hun forhindret i (vi antager at alle præmisser i hendes historie holder).
Vi som samfund kan kun tilbyde hende en pseudo-tilværelse langt fra hendes normale liv.
Vi kan ikke fjerne uretfærdigheden.
De uretfærdige griner os lige i ansigtet.

Men hvad fanden skal samfundet gøre?
Familien har jo ikke gjort noget, i hver fald ikke noget som kan bevises. De har måske nogle usympatiske holdninger, det er jo ikke forbudt.
En løsningsmodel til at klare den konflikt kan ikke findes indenfor et retssamfund.
Hvis vi var nogle værre bisser som levede i et klan-samfund lå løsningen naturligvis lige for. Frem med de lange knive og så var det problem løst på den ene eller den anden måde.


Vi lever til alt held ikke i et klan-samfund, og her har også usympatiske mennesker rettigheder. Så længe det er tilfælde så kan man ikke forvente retfærdighed.
Det er pisse urimeligt, men sådan er det.

Jeg håber det bedste for Halima, og jeg håber også at hun tager imod tilbudet om en ny tilværelse i provensen.
Man kan jo også have en slags tilværelse i Slagelse!