Da jeg var dreng var sådan noget utænkeligt, danske soldater var hyggelige fyre fra soldaterkammerater film, til nød stod der et par danskere ned på Cyperen og røg smøger mens de overvågede verden fredeligste konflikt.
At en dansker skulle deltage i en krig, endsige ønske sig at være soldat var nærmest et tegn på psykisk lidelse.
Men alt er forandret nu.
Når ungerne bliver lidt større kan jeg sætte mig med en poste Werthers Echte og forklare dem at da far var barn så:
1. gik danskere ikke i krig, aldrig.
2. røg alle steder, både mænd og kvinder
3. drak på arbejdspladsen
4. kørte gerne med promiller i blodet
5. nogle var Maxister!
6. smed gamle bilbatterier i moser, fordi de var jo lige ved hånden
7. gik med bare bryster på stranden osv
Er der noget man savner (bortset fra de bare bryster) - måske ikke.
Hvad man i hver fald ikke så nogle steder var dette syn:
Dreng ser på tyrkisk bryllup, Ladegårdsparken, Holbæk.
Er det godt, er det dårligt, er det midt imellem, er det undgåeligt, er det udviklingen, afviklingen, fremskridt, tilbageskridt, små skridt på stedet, til siden, op, bygger det bro, graver det sin egen grav, betyder det noget, betyder det alt, betyder det ingenting?
Jeg ved det ikke - jeg ved ingenting.
Jeg går, jeg hører musik, jeg ser mænd danse, jeg ser kvinder danse, de danser hver for sig. Bagefter stiger de ind i biler og kører et sted hen for danse hver for sig.
Sådan er det bare, måske.
