Tuesday, September 4, 2018

Skyggefoden i dansk kunst

Skyggefoden - eller skiapoden (sciapod, monopod) - er en sjælden gæst i dansk kunst.
Det forunderlige og helt og aldeles ikke eksisterende fabelmenneske er en enbenet skabning hvor dets ene fod er så stor at den kan benyttet som en art parasol for solen.
Dette placere naturligvis Skyggefoden solidt placeret i de varme lande langt borte.
Det er lidt usikkert hvorfra fortællingen om skyggefoden stammer.

Skyggefoden er nævnt i Nuremberg Chronicle (The Liber chronicarum) af  Hartmann Schedel udgivet i 1493.
En verdenshistorie på 326 sider, rigt illustreret.
Ambitiøst.
Her er gud f.eks. ved at skabe verden.

På side 93 finder vi skyggefoden, sammen med en mængde andre fabelmennesker.


Kentaurer og kykloper kender man naturligvis fra kunstens og mytologiens verden, men få kender nok Panotii, et menneske med så store øre at hele deres krop kunne dækkes af dem. Derved sparede de brugen af tæpper.
Panotiierne var sky og kunne også bruge deres øre til at flyve væk når de mødte andre, mere almindelige mennesker.
De boede på Sicilien.

Retur til skiapoden, hvor vi naturligvis skal længere tilbage.
Tilbage til historiens store favoritter - de gamle grækere. Nærmere bestemt forfatteren Aristofanes som i hans skuespil Fuglene nævner skiapoderne ganske kort.

En en anden gammel svinger er romeren Plinius den ældre som i sin Natur historie (udgivet sådan ca omkring 70 efter kristus) beskrev Skyggefoden som en skabning der levede i Indien.
Plinius var berejst men i Inden havde han nok ikke været, så det var  en efterskrift af ældre materiale.
Plinius nævner / citere Ctesias der skriver om fabelmennesket;

"He speaks also of another race of men, who are known as Monocoli, who have only one leg, but are able to leap with surprising agility. The same people are also called Sciapodae, because they are in the habit of lying on their backs, during the time of the extreme heat, and protect themselves from the sun by the shade of their feet."

Isidore, ærkebiskoppen af Sevilla (560-636) skriver i sin Etymologiae (endnu et ambitiøst forsøg på at nedskrive alt viden om verden) at;

"The race of Sciopodes are said to live in Ethiopia; they have only one leg, and are wonderfully speedy. The Greeks call them σκιαπόδεϛ ("shade-footed ones") because when it is hot they lie on their backs on the ground and are shaded by the great size of their feet."

Grundlæggende den samme fortælling (givet fordi Isidores encyklopædi i det store hele var afskrift fra ældre kilder) - blot er skiapoderne nu, uvist af hvilken grund flyttet til Afrika.

Men det er ikke den eneste gang skiapoderne skifter kontinent.
I Erik den rødes saga (en kilde af nok lidt tvivlsom sandhedsværdi) nævnes skiapoderne i Vinland - der jo som bekendt er (nord) Amerika;

"En morgen fik Karlsemne og de andre øje på en plet oven for skovlysningen. Den glimtede imod dem, og de råbte efter den. Den bevægede sig, og det var en énfoding, som skød sig ned mod den flodbrink, hvor de lå. Torvald — Erik den Rødes søn — sad ved roret, og énfodingen skød en pil i tyndtarmen på ham. Torvald trak pilen ud og sagde: »Jeg er fed om indvoldene. Vi har fundet et godt land, men vi kommer dog næppe til at nyde godt af det.« Kort efter døde Torvald af dette sår. Så sprang énfodingen bort og tilbage sydpå. Karlsemne og de andre forfulgte ham og fik indimellem øje på ham. Det sidste, de så til ham, var, at han sprang i en vig. Så vendte de tilbage. Da kvad en mand dette lille vers:


Vi satte efter
— sikkert og vist —
en énfoding
ud mod kysten;
den særegne mand
suste af sted
så hurtigt, han kunne,
hør — Karlsemne!

Derefter tog de af sted og nordpå og mente at kunne se Énfodingeland. De ville ikke længere sætte folks liv på spil."

Det er den eneste gang jeg har kunne finde oplysninger om at skiapoderne har været krigeriske, men også her bevæger de sig i rask tempo.

I den ældst bevaret middelalder verdenskort Hereford Mappa Mundi (ca 1300) er der også afbildet en skiapod.

I danmark er der så vist vides to kalkmalerier som afbilleder en Skyggefod.
I Råby og Dalbyneder kirke, begge fra Århus stift.

Råby kirke

Dalbyneder kirke
(billederne er taget fra danskekalkmalerier.dk)


I Dorrit Lundbæk´s afhandling "Fabelvæsener i sengotisk kalkmaleri i Danmark og deres forudsætninger" (Jyske Samlinger, Bind Ny række, 9) nævnes en tredje dansk kirke;
Vivild kirke hvor dette maleri findes.


Vivild kirkes kalkmalerier nævnes ikke på danskekalkmalerier.dk og dette skyldes så vidt jeg har kunne undersøge at de simpelhen er blevet kalket over efter afhandlingen er blevet skrevet. Tænkeligvis for at beskytte dem?

Interessant nok nævner Dorrit Lundbæk ikke Skyggefoden fra Dalbyneder kirke, som ellers er et ret fint værk, der tilmed godt kunne se ud til at være lavet af den samme person som malede skyggefoden i Råby kirke. 
Det sidste er min spekulation.
Måske Dorrit Lundbæk ikke kendte kalkmaleriet eller det først senere er blevet bragt for dagens lys?

Jeg gengiver lige illustrationen fra Råby kirke som den er optrykt i afhandlingen.


Der kan man lidt bedre se at, ja, det er en ordentlig svaber vor Skyggefod præsentere. Et yderst mystisk motiv til et kirkerum vil jeg umiddelbart mene.
Jeg er ret sikker på at det ikke ville gå i f.eks. Sørine Godtfredsens menighed, hvis et ligende forslag til kirkeudsmykning var blevet præsenteret.

Efter den historiske gennemgang hvor der, så vidt jeg ved er blevet alle de eksempler på Skyggefødder(?) der findes i Danmark, må man konkludere at Skyggefødderne lidt er fabelvæsenerne 2. division.

De har i en lille plads igennem historien, men de er ikke så fascinerende som de fede mytologiske mennesker; Kentaur, Kyklop eller blot Blemmya.
Rent visuelt er det heller ikke en form som har givet hede drømme blandt kunstnere, hverken blandt de mere religiøse eller blandt de verslige.
Det er derfor dejligt den danske kunstner Ferdinand Ahm Krag  har valgt at trække Skyggefoden frem fra glemslen, og præsenterer den på det store kanvas.
Ja, måske ikke det allerstørste, men dog i det offentlige rum på et vægmaleri i Holbæk midtby.
Ved kirken kan man sige, hvis man er flink eller ved Netto, hvis man er lidt mindre flink.


Billedet taget af forfatteren midt august.

Værket er jo som sådan næsten identisk med kalkmaleriet fra Råby kirke. Blot er de runde / organiske dekorative elementer blevet erstattet med en trekants ornamentik.


Man må naturligvis beundre en kunstner som, metaforisk, rejser et kæmpe erigerede lem midt i byen.
En lille smule uopfindsomt syntes det dog at være at sætte kopimaskinen til og gentage en figur en til en.
Han skal dog have at det er den bedste repræsentation han har valgt at kopier.

Ferdinand Ahm Krag er ellers professor ved kunstakademiet og er repræsenteret hist og pist på gode steder.
Skyggefoden er som sådan en figur hvor det er oplagt at give en egen fortolkning, skulle man mene.
Men måske jeg har misforstået intentionen ved værket.

Det har jeg resten af livet at tænke over.


1 comment:

Henrik Hansen said...

det er jo nærmest en forskning-artikel