Efter Neutronbomben

Da jeg var ung elskede vi at være bange for Neutronbomben - der jo, på magisk vis, dræbte alle, men lod bygninger, biler, brødristere og andre genstande uskadt.
Hvorfor det rent faktisk var værre end bare den almindelige atombombe, som vi også var angste til døden for, er lidt af et spørgsmål. Vi følte måske at Neutronbomben var mere let anvendelig, mere fristende at bruge for amerikanerene.
En ordenlig gang Neutronbomber ned over de røde og almindelige irriterende europæere og så var kontinentet klar til at blive beboet af tyggegummityggende amerikanere, der lige skulle have støvsugeren frem for at suge efterladenskaberne fra de omkomne væk.
Totalt latterligt i virkeligheden, altså den virkelige virkelighed, ikke i den virkelighed vi boede i.
Jeg har ikke tænkt på Neutronbomben i mange år (kan man stadig få sådan en fætter?), men af uvedkommende grunde var jeg på besøg ved Brorfelde observatorium, og det besøg fik mig til at tænke på Neutronbomben igen.
Brorfelde observatorium er i det store og hele ubeboede, men der foregår stadig nogle målinger hvis natur jeg ikke skal gøre mig klog på.
Hvorom alting er så er der almindelige huse på området, hvor der så ikke bor nogle mennesker, men af en eller anden grund så har man (Københavns universitet?) valgt at vedligeholde bygningerne.
Så man går rundt mellem huse, med slået plæner, postkasser, gardiner uden mennesker og ja, det er Efter Neutronbomben.