I dag var jeg i en større sjællandsk provinsby og som min vane er havde jeg kameraret med.
For det meste bryder jeg mig ikke om at blive bemærket når jeg tager billeder - en lidt fjollet form for skyhed, som vel reelt er til mere skade end gavn.
Men sådan er det nu engang.
Da jeg var ved at tage nogle billeder af en herlig forfalden bygning i sådan noget lidt industriagtigt miljø (vi har vel ikke mere industri i Danmark - men de ved hvad jeg mener), kom en herre hen til mig og sagde:
"Det er ikke fordi jeg skal blande mig, men der er noget meget fedt her"
Så førte han mig forbi nogle rustne rør, nedfaldne vinduer, olietønder, uvedkommende færdsel forbudt skilte, hen til en skjult, men åben dør:
"Ja, jeg ved ikke om man må gå ind - men jeg kommer her tit. Der er noget skønt forfald"
Og det var der.
Man ser jo forfald fra tid til andet, men det er ikke så tit man ser større bygninger i byer bare blive opgivet. Her ser det ud som om man bare har slukket for strømmen, drukket sin Høker snaps færdig og gået hjem.
Der var ikke så meget lys, en anden gang skal jeg have mit stativ med mig.
Alt blev efterladt som fundet.
